En 24-årig mand mistænkes for at have deltaget i groft overfald i frisørsalon. 16 er allerede dømt i sagen.

Efter et år på flugt blev et 24-årigt bandemedlem fredag i et grundlovsforhør i Dommervagten i København varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for grov vold.

Han mistænkes for sammen med 18 andre at have deltaget i et brutalt overfald i en frisørsalon på Nørrebro den 16. september sidste år. Her blev to mænd gennem 18 minutter udsat for grov mishandling.

Den ene blev slået med en stol, sparket og stukket i halsen med en kniv. Hans kammerat blev også sparket, ligesom han blev stukket i ryggen og i skulderen med en spids genstand.

Overfaldet skete som et led i et opgør mellem banden Brothas og udbrydergruppen NNV.

Da 16 mænd den 1. oktober i Københavns Byret blev dømt for overfaldet, blev den særlige bandeparagraf derfor taget i brug. Den betyder, at straffen for blandt andet grov vold kan fordobles, hvis volden sker som led i et bandeopgør.

Straffen til de 16 lød på fængsel mellem seks måneder og to år og otte måneder. 15 af de dømte fik desuden forbud mod at opholde sig i bestemte områder i København - enten Nordvest eller Indre Nørrebro - i en periode.

Foruden de dømte er tre andre mænd mistænkt i sagen. I juli blev en 26-årig mand udleveret fra Spanien, mens en tredje sidder fængslet i Marokko. Dansk politi arbejder i øjeblikket på at få ham udleveret.

Torsdag aften lykkedes det politiet at anholde den 24-årige, som ifølge DR er en central figur i NNV, på en restaurant.

Ved fredagens grundlovsforhør nægtede han sig skyldig og ønskede i øvrigt ikke at udtale sig, skriver Ekstra Bladet, der var til stede ved retsmødet.

/ritzau/