Lyt til artiklen
Den 27-årige mand, der onsdag aften blev skudt på Frederiksberg, er død. Lægerne på Rigshospitalet måtte opgive at redde hans liv, efter at skudofferet var blevet ramt af skud i brystet.

- Han afgik ved døden i dag kl. 12.02 som følge af sine kvæstelser. Allerede hurtigt stod det klart, at det var meget alvorligt, siger lederen af efterforskningen - vicepolitiinspektør Lau Thygesen - torsdag til bt.dk.

Ifølge efterforskningslederen blev der afgivet to skud ved drabet, men den 27-årige er tilsyneladen kun blevet ramt af det ene. Han er dog endnu ikke obduceret, så den nøjagtige dødsårsag kendes endnu ikke.

Den 27-årige blev skudt ned ved sin bil i en passage til Finsensvej 5C. Her havde han netop fået fri fra sit arbejde i den nærliggende Drømmeland-forretning, og var alene før mødet med morderen.

- Vi har ikke lagt os fast på noget bestemt motiv til skyderiet. Vi ved, at den dræbte havde nogle relationer til bandemiljøet og boede i Værebro, men han var ikke særlig kendt af politiet, siger Lau Thygesen til bt.dk. Straks efter skudattentatet blev offeret kørt til Traumecenteret på Rigshospitalet, hvor lægerne altså torsdag middag måtte opgive at redde hans liv.

Københanvs Politi er fortsat meget interesseret i henvendelser fra vidner, der har set gerningsmanden, som altså nu er blevet morder. Han beskrives som en 20-25 årig mand, ca. 165 cm høj, mørklødet. Han var iført en sort hoftelang vinterjakke, sorte joggingbukser og sort hue. Han medbragte en hvid/blå plastikpose.

Vidner eller andre med informationer om hændelsen eller gerningsmanden bedes rette henvendelse til Københavns Politi på 114 eller 33141448 lokal 4914.

 Se kort over bandekrigens udvikling siden nytår her:

Klik her for stor version (virker også på de fleste smartphones)