Politiet har registreret i alt 109 banderelaterede skudepisoder siden august 2008, viser en ny opgørelse

Seks mennesker er blevet dræbt i den aktuelle bandekrig, hvor Brian Sandberg i går blev forsøgt likvideret for anden gang på sushirestauranten Sticks'n'Sushi.

Siden 1. august 2008 har politiet registreret i alt 339 skudepisoder i hele landet. 109 af dem har været relateret til rocker/bande-konflikten, viser en opgørelse fra Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, NEC.

SE BILLEDERNE: Skud-attentat mod Brian Sandberg

Alene i 3. kvartal i år er der registreret 21 skudepisoder med relation til rocker/bande-konflikten.

I alt 59 er blevet såret ved skudepisoderne, der fortrinsvist er foregået i Storkøbenhavn, og politiet har sigtet 40 personer, som har relation til rocker/bande-miljøet for skudepisoderne. Herudover er en lang række personer sigtet for andre straffelovsovertrædelser, overtrædelser af våbenloven og overtrædelser af narkotikalovgivningen

Til sammenligning blev der under den store nordiske rockerkrig mellem Hells Angels og Bandidos i 90'erne begået fem drab og 40 drabsforsøg i Danmark.

På Københavns Politis bandehotline kan du give politiet et tip, hvis du har oplysninger, som kan være med til at standse urolighederne. Hotlinen har nummer 35 21 92 50.

SE BILLEDERNE: Skud-attentat mod Brian Sandberg