Ved du noget? Send en e-mail til 1929@bt.dk eller jvl@bt.dk

Bandekrigen handler om gammelt uvenskab i bandemiljøet på Ydre Nørrebro. En del af miljøet er flyttet til Hundige, hvorfra de sammen med lokale bandemedlemmer fører krig mod deres tidligere kammerater.

Brothas Souljaz, Gremium, Black Jackets. Det er nogle af de navne, kriminelle bander fra Ydre Nørrebro har taget på sig de senere år.

Navnet Brothas ringer for nogen bekendt. Sidste år lå banden i en blodig konflikt med den nu forbudte bande Loyal To Familia.

Konflikten førte til, at tre personer blev dræbt, og 25 personer er ramt af skud, heriblandt syv tilfældige ofre.

Brothas.
Brothas.
Vis mere

Nu ligger Brothas igen i konflikt – denne gang med gamle fjender fra deres egen kreds af kriminelle.

Politiet har et princip om ikke at omtale banderne ved navn, men udtaler, at de seneste skyderier i København og på Københavns Vestegn bunder i et internt opgør i en gruppering med tilknytning til Mjølnerparken i København.

»Det er formentlig toneangivende medlemmer, der er trukket i hver sin retning og har fået nogle andre med. En del af gruppen er trukket ned omkring Hundige og Greve-området og har slået sig sammen med nogle der,« siger Torben Svarrer.

Når der har været skyderier i Ishøj, Herlev og andre steder på Vestegnen, skyldes det ifølge B.T.s oplysninger, at det er her, banderne tilfældigt støder sammen.

En kilde med indsigt i miljøet siger til B.T., at bandekrigen handler om gammelt uvenskab i det brogede bandemiljø, der udspringer af Mjølnerparken.

Bandemiljøet i og omkring Mjølnerparken har i en årrække været præget af interne krige og skudepisoder.

I 2013 blev Brothas opsplittet i to grupper - Gremium og Black Jackets - hvilket førte til adskillige drab, blandt andet drabet på en 23-årig mand på Frederiksberg.

Sidste år genopstod Brothas for at danne fælles front mod Loyal To Familia, men nu ser det ud til, at miljøet er splittet igen.

En mand iført hættetrøje og kasket fanget af et overvågningskamera i forbindelse med attentatet på bandelederen Abdallah El-Chami.
En mand iført hættetrøje og kasket fanget af et overvågningskamera i forbindelse med attentatet på bandelederen Abdallah El-Chami. Foto: Politiet
Vis mere

En kilde med indsigt i bandemiljøet på Nørrebro siger til B.T., at den verserende bandekrig direkte eller indirekte trækker tråde til drabet den 19. juni på bandelederen Abdallah al-Chami.

Abdallah al-Chami, der var en toneangivende figur i Gremium, blev dræbt omkring parkeringspladsen ved boligforeningen Hørgården ved Amagerfælledvej.

Drabet har ifølge B.T.s oplysninger sat gang i den uro, der nu er eskaleret til en væbnet konflikt.

Abdallah al-Chamis bror Amer Al-Chami blev i 2011 skudt og dræbt i Folehaven i Valby. Et medlem af Brothas blev idømt 16 års fængsel og udvisning for drabet, mens en medgerningsmand forblev ustraffet for drabet.

Københavns Politi ønsker ikke at udtale sig om, hvorvidt der er en synlig forbindelse mellem drabet på bandelederen og den eskalerende konflikt.

'Det kan vi hverken be- eller afkræfte, men generelt så indgår alt, hvad der foregår i bandemiljøet, som en del af vores samlede efterforskning,' siger Torben Svarrer i en e-mail.

Københavns Politi gennemførte søndag en stribe anholdelser i Mjølnerparken.

Ved du noget? Send en e-mail til 1929@bt.dk eller jvl@bt.dk