Mens Danmark har været lammet og stort set lukket ned under coronakrisen, er en brutal og blodig konflikt mellem to bander i københavnsområdet eksploderet.

På bare tre uger har konflikten kostet to mænd livet, mens en tredje har overlevet at blive skudt ned på gaden. Senest blev en 22-årig mand likvideret ved højlys dag i Brønshøj, da hans bil blev gennemhullet af skud.

»Det er to af de bandegrupperinger, som holder til i København, der har set sig onde på hinanden. Og det har desværre affødt en række voldelige angreb - både i det offentlige og det lukkede rum de seneste uger,« siger Mads Helios, fungerende politiinspektør ved Københavns Politi.

Den første af en række voldsomme hændelser skete torsdag den 19. marts, da der blev der affyret skud mod to beboelsesejendomme på Frederiksberg. Ingen kom til skade.

Om aftenen fredag den 27. marts eskalerede konflikten voldsomt.

Her blev en 22-årig mand skudt ned på Gadelandet i Husum.

Få timer senere blev en 24-årig mand kørt ned med vilje på et stisystem i Husum i det, politiet opfatter som en hævnaktion for nedskydningen af den 22-årige mand få timer forinden.

Det 22-årige skudoffer slap med livet i behold.

Den 24-årige mand, der blev kørt over, blev fundet død i en lejlighed i Søborg få timer senere.

Onsdag den 8. april resulterede konflikten så i endnu et brutalt drab. Her satte en 22-årig mand sig ind i sin bil ved Åfløjen i Brønshøj. Kort efter blev bilen gennemhullet af skud i det, politiet opfatter som en nøje planlagt nedskydning.

Gerningsmændene kørte herefter til Klausdalsbrovej i Herlev, hvor de satte flugtbilen i brand. Herefter kørte de fra stedet i en mørk bil.

Hvad der ligger til grund for konflikten står ikke helt klart. Men på grund af en række sammenstød og altså drab med start den 17. marts har politiet indført en række visitationszoner i københavnsområdet, som løbende er blevet udvidet.

»Vi indførte visitationszonerne, da vi kunne sige, at nu var vi altså relativt overbeviste om, at der var tale om en konflikt,« siger Mads Helios.

Han kan ikke sige præcist, hvorfor konflikten pludselig er eskaleret så voldsomt.

»I de her miljøer vil der altid være lidt, hvor de går og tester hinanden af, uden det nødvendigvis medfører angreb af nogen slags. Det kan for eksempel være ved, at man kører ind i hinandens områder for at manifestere sig med sin blotte tilstedeværelse,« siger Mads Helios:

»De går hele tiden og skuer lidt til hinanden, og det skifter lidt, hvem der er venner, og hvem der ikke er. Men selvfølgelig er der gået noget forud for den her konflikt, for ellers går man jo ikke og skyder på hinanden.«

Tirsdag blev en 31-årig mand stukket ihjel på en parkeringsplads i Køge. Selvom det kan være nærliggende at spekulere i, om drabet var relateret til konflikten i og omkring København, lader det ikke til at være tilfældet.

»Jeg kan i hvert fald sige, at i forhold til drabet i Køge tirsdag, så er der absolut intet, der tyder på, at de ting har noget med hinanden at gøre,« siger Mads Helios.

Politiet har varetægtsfængslet en 23-årig mand i fire uger i forbindelse med drabet på den 24-årige mand i Husum, der blev kørt ned og dræbt den 27. marts.

I forbindelse med likvideringen af den 22-årige mand i Husum onsdag, havde politiet i første omgang fængslet en mand i sagen. Han er nu løsladt, da det ikke tyder på, at han havde noget med drabet at gøre.