Efter flere skudepisoder på Nørrebro i København på bare to uger er efterspørgslen på tjek af gadedøre i området steget.
»De sidste 14 dage har jeg fået væsentlig flere forespørgsler, end jeg plejer, fra ejendomme, som vil have sikret deres gadedøre,« siger Hans Mejlshede, der ejer Mejlshede Låse på Nørrebrogade.
Ifølge ham skyldes den stigende efterspørgsel den nuværende bandekonflikt, som har ført til flere skyderier på Nørrebro.
»Når ejendommene henvender sig, så fortæller de, at det handler om de uroligheder, som er i området i øjeblikket.«
Hans Mejlshede forklarer, at de fleste forespørgsler drejer sig om gadedøre, der skal kunne låses.
»De vil gerne være sikre på, at de kan låse deres døre, og at døren smækker rigtigt.«
Et af de boligselskaber, som har valgt at få ordnet nogle ejendommes indgangspartier, er Bo-Vita, som har cirka 15-20 ejendomme på Nørrebro.
»Konflikten fylder rigtig meget hos vores lejere i øjeblikket. Urolighederne sker jo lige uden for deres døre, og derfor gør vi alt, vi kan, for at sikre, at vores ejendomme er modstandsdygtige i forhold til kriminel aktivitet,« siger Steffen Boel Jørgensen, forretningsfører for boligselskabet Bo-Vita.
De vil derfor i den kommende tid arbejde på at få udskiftet nogle af ejendommenes hoveddøre, så beboerne ikke længere skal være bange.