I en koordineret aktion blev syv personer fra det københavnske bandemiljø tirsdag formiddag anholdt.

Dermed håber politiet at have fået et gennembrud i en række alvorlige sager om grov frihedsberøvelse, afpresning og vold, som har fundet sted siden maj sidste år.

»Det handler efter vores opfattelse om et gammelkendt koncept i rocker- og bandemiljøet med at uddele dummebøder eller opdigte gældsforhold af forskellig karakter,« siger vicepolitiinspektør Torben Henriksen fra den særlige efterforskningsenhed SEØ, der især beskæftiger sig med organiseret kriminalitet i det østlige Danmark.

Ved aktionen tirsdag formiddag blev syv personer i alderen 24-37 år anholdt og sigtet for næsten en snes omfattende og grove overgreb.

Det drejer sig om seks mænd og en 24-årig kvinde. Ifølge politiet er de anholdte  alle en del af eller har tilknytning til grupperinger i det københavnske bandemiljø.

Torben Henriksen ønsker ikke at konkretisere de anholdtes bandetilknytning. Ifølge oplysninger til B.T. drejer det imidlertid om grupperingen NNV med base i Nørrebro- Nordvest i København, som siden en opsplitning af indvandrerbanden Brothas i efteråret 2018 har ligget i blodig konflikt med deres tidligere bandebrødre.

Anholdelserne er kulminationen på en SEØ-efterforskning, der har stået på siden efteråret 2019. De anholdte personer sigtes indledningsvis for i alt
17 forhold af frihedsberøvelse, grov vold, røveri, afpresning af særlig grov beskaffenhed, vidnetrusler og bedrageri af særlig grov beskaffenhed begået i en periode fra maj 2019 til nu.

Der er til sammen seks forurettede personer, som på den ene eller anden måde har involveret sig i en relation til gerningsmændene. De har så pludselig befundet sig i en situation, hvor - de mere eller mindre opdigtet - har skyldt anseelige summer til de anholdte, der har forsøgt at true og afpresse dem eller deres familie til at betale den påståede gæld.

Nogle gange drejer det sig om beløb på flere hundrede tusinde kroner. Og hvis familie eller venner prøver at hjælpe offeret ud af problemet, fortsætter afpresningen bare i større målestok.

»Det er særdeles voldsomme og grove sager, der viser, hvor farligt det kan være at involvere sig med denne slags personer,« siger vicepolitiinspektør i SEØ, Torben Henriksen.

»Nogle gange ser man, at folk i periferien af miljøet eller selve bandegrupperingen måske tror, at de er lidt på den grønne gren, fordi de kender bandefolkene. Men det gælder kun lige indtil, at man knaldes for nogle penge.

Det sker jævnligt, så vores opfordring er, at man simpelt hen skal holde sig fra bandefolkene og grupperingerne. Faktisk på alle mulige måder, for det er sjældent, at der kommer noget godt ud af det,« advarer vicepolitiinspektøren.

Der forestår stadig yderligere efterforskning i sagen, og det kan ikke udelukkes, at flere vil blive sigtet. Nogle af frihedsberøvelserne har ifølge politiet varet op til næsten et døgn.

De anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling onsdag i Københavns Byret. Her vil politiet begære lukkede døre.