En person er bragt til Rigshospitalet efter en skudepisode på åben gade i København. Tirsdag formiddag blev en hvid BMW ramt af flere skud ved Toftegårds Plads og Vigerslev Allé i Valby.

Klik her og se mere tv på localeyes.dk

Begge personer i bilen blev tilsyneladende såret, men ifølge politiet er skaderne ikke alvorlige. Den ene blev ramt i ansigtet af nogle fragmenter fra de knuste ruder.

Skyderiet er sandsynligvis banderelateret, oplyser Lau Thygesen, vicepolitiinspektør og leder af Københavns Politis bandeenhed.

»Det skyldes metoden i skyderiet, og de personer, som er involveret,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Han fortæller til BT, at de forurettede har banderelationer.

Blandt andet derfor ser politiet meget alvorligt på sagen.

»Det er noget rigtig skidt, at man ved højlys dag og i et område med mange mennesker som Toftegårds Plads begynder at skyde mod andre,« understreger Lau Thygesen.

Politiet har afspærret et område omkring gerningsstedet og har flere betjente i området. Der er desuden spor og oplysninger om det køretøj, som gerningsmanden eller -mændene benyttede sig af, men disse oplysninger ønsker Lau Thygesen endnu ikke at dele med offentligheden.

Bandekonflikten i hovedstadsområdet blussede for alvor op igen i foråret sidste år, hvor talrige skudepisoder kostede to mænd livet og sårede adskillige.

BNB