Den belastede Aarhus-bydel Bispehaven har onsdag eftermiddag været hjemsøgt af en del uro.

På det sociale medie X skriver Østjyllands Politi, at der er patruljer til stede i Aahus V.

Flere borgere har anmeldt slagsmål i kvarteret omkring Bispehaven.

En bil er flygtet, og i farten ramte bilen en person. 

Den pågældende er kommet til skade. 

»Indtil videre har vi afdækket, at der har været noget ballede på stedet, hvor en bil flygter fra stedet. I deres flugt rammer de en fodgænger, som er tilskadekommen,« skriver politiet. 

Politiet tilføjer i en opdatering, at man stadig er i området for at efterforske sagen yderligere. 

Kort før klokken 18 oplyser Østjyllands Politi, at en 66-årig mand, der tilfældigvis befandt sig i området, blev ramt af bilen.

Han blev kørt til Skejby Sygehus, men meldes uden for livsfare og i stabil tilstand. 

Det har også vist sig, at påkørslen ikke har noget med slagsmålet at gøre. Politiet betragter det som to uafhængige hændelser. 

Trafikuheldet bliver dog betragtet som vanvidskørsel. 

Du kan lytte til B.T.s krimi-podcast her: