Østre Landsret idømmer en 18-årig mand fire års fængsel efter en dødsulykke, hvor han sidste år påkørte en 65-årig mand foran Babysam i Valby, skriver Ritzau.

Straffen er lidt kortere end de fem års fængsel, som Retten på Frederiksberg idømte ham tidligere på året.

Landsretten finder - ligesom byretten - at det ikke kan bevises, at den dengang 17-årige dreng kørte påvirket af lattergas ved ulykken.

Retten konkluderer dog, at han kørte hensynsløst og er skyldig i uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.

Landsretten lægger vægt på den unge bilists høje hastighed.

Han kørte med 70 kilometer i timen, hvor fartgrænsen var 50 kilometer i timen.