Der var ikke belæg for, at partistifter Rasmus Paludan kunne tillade sig at kalde tidligere minister Mimi Jakobsen "nazisvin". Ligesom Mimi Jakobsen omvendt ikke havde ret til at omtale Rasmus Paludan som "åbenlys nazist".

Det er konklusionen på en årelang strid mellem de to parter.

I en injuriesag er såvel Stram Kurs-formand Rasmus Paludan som tidligere formand for Centrum-Demokraterne Mimi Jakobsen blevet dømt af Københavns Byret.

De to parter skal hver betale ti dagbøder a 1000 kroner, har byretten torsdag afgjort.

Retten slår fast, at Rasmus Paludans ord "nazisvin" om modparten er ubeføjet. Det samme gælder Mimi Jakobsens betegnelse "åbenlys nazist" om Paludan.

Det var et møde mellem de to i tv-programmet "Aftenshowet" på DR1 i maj 2019, som førte til, at parterne igen stødte sammen i et juridisk opgør i retten.

Under et retsmøde i februar fortalte Mimi Jakobsen, hvad der skete kort efter en skarp meningsudveksling i tv-programmet. Hun og hendes mand blev bestormet af henvendelser.

- De ringede til min mand og spurgte, hvordan det føles at være gift med et nazisvin. De ringede til mig og kaldte mig naziluder, fortalte Mimi Jakobsen.

Desuden blev der malet "nazi" på parrets hoveddør og sat plakater med hagekors på plankeværket.

Derefter besluttede hun at lægge sag an mod Rasmus Paludan. Han forsøgte i 2019 at komme i Folketinget med sit parti, Stram Kurs.

Forud for mødet på direkte tv havde Mimi Jakobsen i et opslag på Facebook brugt vendingen "åbenlys nazist" - dog uden at nævne Rasmus Paludan ved navn.

I "Aftenshowet" sammenlignede hun Paludans synspunkter med politiske strømninger i 1930'erne. Hendes beskyldninger fik prompte Rasmus Paludan til at reagere ved at sammenligne hende med Adolf Hitler og kalde hende "nazisvin".

/ritzau/