Alonso Kjær passede sin mors hus i Nordjylland, da han åbnede hoveddøren og så den mand i øjnene, han genkendte som sine børns mors nye kæreste, Bo. Kort efter blev den 27-årige Alonso Kjær dræbt af en kniv direkte i hjertet.

Et år senere var Bo sammen med Alsonsos ekskæreste Annitta tiltalt i sagen.

Alonsos mor Janet Kjær kan huske, at hun den dag for 14 år siden befandt sig i Spanien og lige havde spist morgenmad med sit lille barnebarn, da hendes telefon ringede. Det var Henning, hendes mand, som ringede fra Grønland, hvor han arbejdede på det tidspunkt.

»Han sagde, at politiet lige havde været der. Jeg lavede sjov med ham og sagde 'Nå, hvad har du nu lavet? Det er da ikke mit problem'.«

Janet Kjær året efter drabet på sønnen Alonso, der døde efter et knivstik i hjertet.
Janet Kjær året efter drabet på sønnen Alonso, der døde efter et knivstik i hjertet. Foto: Morten Nøhr
Vis mere

Ikke for sjov

Humøret skulle hurtigt ændre sig, for Henning ringede for at sige, at deres søn var fundet død.

»Det startede helt oppe i hovedet,« siger Janet og holder den ene hånds fingerspidser samlet på toppen af sit hoved.

»Så bredte det sig ned over kroppen, og jeg råbte bare 'NEJ, NEJ, NEJ!'. Lavede han sjov? Nej, han græd og sagde igen, at Alonso var død.«

Janet Kjær sidder i sin stue i den lille nordjyske by Aars, samme by som hvor tragedien fandt sted den 9. september 2005. Hun har stillet en kande kaffe og to flødeskumskager frem på stuebordet, mens en halv meter høj figur af Jomfru Maria med en fyrfadslys foran våger over fortællingen.

Alonso Kjær blev dræbt med knivstik i en villa i Aars. Ekskærestens nye kæreste blev siden dømt for mordet. Alonso blev 29 år gammel.
Alonso Kjær blev dræbt med knivstik i en villa i Aars. Ekskærestens nye kæreste blev siden dømt for mordet. Alonso blev 29 år gammel. Foto: Ernst Van Norde
Vis mere

Janet kommer oprindeligt fra Peru, hvor hun havde fået Alonso. Som ung mødte hun danske Henning, som blev far til hendes andet barn, Sidsel, og parret slog sig siden ned i Danmark.

»Jeg kan huske, da vi kom til Danmark ... Alonso lærte dansk på et par dage, og jeg tænkte, at jeg ville gøre det samme, men jeg kunne ikke,« siger Janet og smiler genert.

Janet Kjær vil ikke ud med sin alder. Til gengæld kan hun ikke løbe fra sit latinamerikanske ophav. Hun er velplejet i fuld makeup og et stort hår, som skulle hun til fest.

»Det blev hurtigt sådan, at når vi skulle i byen og købe ind, måtte Alonso oversætte for mig. Alle syntes, han var så sød og dygtig.«

Alonso Kjær, da han blot var en lille dreng.
Alonso Kjær, da han blot var en lille dreng.
Vis mere

I Aars opdrog hun sine to børn, Alonso og hans fem år yngre lillesøster, Sidsel, mens Henning passede forretningerne i udlandet.

»Jeg forkælede dem. Selv om Alonso havde sit eget værelse, kaldte jeg altid på ham, så han kunne komme og sove i min seng sammen med mig og Sidsel. Alle hans venner kom også altid og spiste og sov hos os. Alle elskede Alonso.«

En lille gentleman

Alle i byen kendte Alonso, og alle kunne lide ham, husker den stolte mor.

»Mine børn måtte ikke gå og sige, at læreren var dum, som andre børn gjorde. Jeg tror, det var kulturen, han havde med fra Peru. Folk sagde altid, at han hilste på dem som en rigtig lille gentleman.«

Sidsel kan også huske sin storebror fra deres fælles barndom i Aars. I dag bor hun i Malaga med sin familie, og det var netop her, hun fik beskeden om sin brors død for 14 år siden.

Hun er aldrig i Danmark. Hun forklarer gerne hvorfor, men først vil hun gerne tale over en skype-forbindelse om den storebror, hun mistede for 14 år siden.

»Han var altid sød, og vi havde det godt sammen. Hvert år var vi i Peru på sommerferie, og vi legede sammen, og han passede på mig. Vi skulle altid se Ninjafilm. Det var ham, der bestemte det. Da jeg var 15 år, fik jeg lov at komme med til fester med ham. Han havde så mange venner, og det var jo fedt for mig,« husker Sidsel.

Janet underviste på forskellige skoler i sit modersmål, spansk, et sprog som stadig sidder fast som limet til hendes danske og giver hende rullende r’er og sang i sproget.

Alonso og hans ’mammi’ forblev tætte også gennem hans ungdom. Han fortalte hende alt - på spansk - og hun elskede den mand, han udviklede sig til.

»Alonso var typen, der betalte alt for sine venner. Jeg prøvede tit at forberede ham på, at ikke alle var på samme måde, men han var ligeglad med, at han ikke selv havde nogen penge. Han gav alt væk.«

For eksempel var der en af hans venner, der havde multipel sklerose og ondt i hele kroppen. Han var helt alene og havde ingen familie.

»Hver dag gik Alonso op med mad til ham. Han sørgede for, at han havde cola og så film med ham. Han masserede hans krop, når han havde ondt. Han kunne simpelthen ikke tåle at have en ven, der sad helt alene,« smiler Janet gennem våde øjne.

Ustabile kærester

Alonso arbejdede på McDonald’s om aftenen og natten, og også her var kollegerne glade for den arbejdsomme unge mand. I sin fritid spillede han basketball.

En dag kunne han fortælle sin mor, at hun skulle være bedstemor. Alonso og hans kæreste, Annitta, skulle have deres første barn, og kort tid efter var de forældre til to børn.

»Han var 22 år, da han fik sit første barn. Dengang læste han i Aalborg. Noget med økonomi. Han var så dygtig. Banken havde lige sagt, at han måtte låne 500.000 kroner til at starte et firma for. En halv million,« siger Janet stolt og imponeret.

Men forholdet til Annitta blev aldrig stabilt, ligesom de to gensidigt beskyldte hinanden for vold. Undervejs fik Annitta en ny kæreste, Bo.

Foran hjemmet i Aars blev der dengang taget en følelsesladet afsked med Alonso.
Foran hjemmet i Aars blev der dengang taget en følelsesladet afsked med Alonso. Foto: Ernst Van Norde
Vis mere

»Jeg så dem ind imellem hånd i hånd. Alonso havde også mødt ham, og han havde endda lånt ham penge. Det skar mig i hjertet, at han var så god,« husker Janet.

Alonsos og Annittas forhold var 'on and off' i lang tid, og da Janet skulle til Spanien og besøge sin datter, flyttede Alonso hjem i sine forældres hus i Aars, så det ikke skulle stå tomt, Henning var på Grønland, og Janet var i Spanien hos deres datter.

Alonso nåede aldrig at hente de mange penge i banken.

En aften da han kom hjem efter at have spist pizza hjemme hos en af sine venner, bankede det på døren. Alonso åbnede, og kort efter lå han i en sø af sit eget blod dræbt af en kniv direkte i hjertet.

Er det sandt?

Samtidig sad hans søster og mor i Spanien. De havde gennem flere dage forsøgt at komme i kontakt med Alonso uden held, og da hans arbejdsplads heller ikke kunne få fat i den ellers pligtopfyldende Alonso, blev politiet tilkaldt.

Til gengæld havde Sidsel talt med sin svigerinde Annitta flere gange i tiden op til Alonsos død.

»Jeg talte med Annitta flere gange, inden min mor skulle herned på besøg. Annitta spurgte flere gange hvor længe, min mor skulle være her, og hvor længe Alonso så ville være alene i huset,« husker Sidsel.

Annitta var også den, der kunne fortælle Janet og Sidsel, hvad der var sket med Alonso. Han havde taget sit eget liv, sagde hun.

Det undrede især Janet.

»Hvorfor skulle han det? Vi havde jo et dejligt liv, og vi var altid lykkelige. Vi havde familien i Peru, og vi klarede os godt i Danmark og havde et fint hus.«

Kort efter sad hun sammen med sin datter, svigersøn og lille barnebarn i et fly hjem til Danmark. Hun kunne hverken spise eller drikke i de døgn, der fulgte. Om natten lå hun vågen, og det eneste, hun tænkte på, var, hvordan hun kunne få sin søn at se igen.

Der gik kun kort tid i Danmark, så stod politiet og stillede spørgsmål. Men ikke nok med det, så kunne de fortælle, at der ikke var tale om selvmord, men at en anden person havde ført kniven.

Alonso var dræbt, og heldigvis kunne politiet kort efter fange gerningsmanden. Han hed Bo og var Annittas nye kæreste.

Få dage senere kunne familien Kjær holde begravelse for Alonso.

»Det var med åben kiste, som vi gør i Peru. Da jeg skulle gå hen og se ham, kunne jeg ikke trække vejret. Så kom bedemanden hen til mig og sagde, at Alonso lå og så så fin ud, og at han ventede på mig.«

»Så listede jeg derop. Han lå på en dyne i sit jakkesæt. Jeg foldede hans hænder, som vi katolikker gør. Jeg græd og græd. Jeg havde sådan lyst til at råbe og vække ham. Det var frygteligt.«

Foto: Ernst Van Norde
Vis mere

Der blev holdt to minutters stilhed til minde om Alonso, da rustvognen standsede ved hjemmet. Janet var så sønderknust, at hun besvimede.

Mor uden straf

Hver nat drømte Janet den samme drøm. At Alonso kom og fortalte hende, at det var Annitta, der havde gjort det. Drømmen kom også natten inden retssagen.

»Mammi, det var hende, der planlagde det«, sagde Alonso i drømmen, mens Janet rasende krævede sin svigerdatter dømt.

»Nej, Mammi, hun skal ikke i fængsel, hun skal passe på pigerne,« sagde Alonso i drømmen.

Næste dag forstod Janet hvorfor. Både Bo og Annitta havde været varetægtsfængslet og blev tiltalt. Bo for drab og Annitta for medvirken. Anklageren spekulerede i, at hun havde manipuleret sin nye kæreste til at slå Alonso ihjel, og anklageren kunne i retten fremvise flere gamle SMS’er på hendes telefon, der pegede i retning af det scenario.

Men Annitta blev hurtigt sluppet fri igen, og under den efterfølgende retssag blev hun frikendt, mens Bo måtte tage 12 års fængsel i både Landsretten og siden også Højesteret.

I vidneskranken sad Sidsel.

»Det var ikke sjovt i retten. Jeg skulle fortælle om Annitta, og hvordan hun havde udspurgt mig om, hvor længe mor skulle være i Spanien. Jeg så hende i retten, men det største chok var faktisk at se Bo,« husker Sidsel og fortsætter:

Foto: Ernst Van Norde
Vis mere

»Man tror, at en morder er en stor rockertype med kniv. Han var en helt almindelig lille dansk mand.«

Selv om frikendelsen af Annitta føltes dybt uretfærdig, gav dommen alligevel mening for Janet.

»Da jeg hørte dommen, forstod jeg godt, hvorfor hun blev frikendt. Alonso havde jo sagt det i min drøm: Annitta skulle passe på pigerne. Pludselig gav det mening.«

Mange spekulerede i, om Bo var blevet manipuleret af Annitta til at skaffe Alonso af vejen, så parrets konflikter kunne blive løst én gang for alle. Men Annitta gik fri og lever i dag under et nyt navn med de to døtre.

Panikanfald

Sidsel har ikke haft det nemt, siden Alonso døde. Efter retssagen gik det nemlig først for alvor op for hende, hvad der var sket.

»Jeg begyndte at få det dårligt, og jeg besvimede af stress. Lægen sagde, det var angst og panikanfald,« husker hun.

Det har haft den direkte konsekvens, at hun ikke har været i Danmark mellem 2007, hvor retssagen fandt sted, og 2017, hvor hun var hjemme igen.

»I dag kan jeg ikke tåle at være i Danmark. Jeg skal bare nærme mig en lufthavn, så går jeg i panik. Psykologen sagde, jeg havde fået et traume, så jeg forbinder lufthavne, fly og Danmark med Alonsos død.«

Sidsel savner stadig sin bror, som hendes ældste søn var opkaldt efter. Alonso nåede aldrig at møde sin nevø, som blev født i Spanien få måneder inden, Alonso døde.

»Vi skulle have holdt jul sammen det år, hvor han skulle have set lille Alonso for første gang,« siger Sidsel om sin ældste søn, som i dag er 14 år.

Broren, hun mistede, fylder stadig meget hos hende.

»Jeg kan stadig tage mig selv i at tænke, at han bare er hjemme i Danmark.«

Alonso kalder

Janet har ikke haft kontakt til Alonsos to piger siden, Alonso blev dræbt. Til gengæld har hun ofte en slags spirituel kontakt til sin søn.

»Natten inden den dag, du ringede, drømte jeg om Alonso. Jeg forstod ikke hvorfor, men da du ringede og spurgte, om jeg ville interviewes, vidste jeg hvorfor, han var dukket op igen. Han ville sige: I må ikke glemme mig, Mammi.«

Det er langt fra den eneste gang, Janet har prøvet det.

»Han drillede mig altid, da han var her. Når jeg stod og lavede mad, kom han over og krammede og kyssede mig bagfra. Nu oplever jeg nogle gange en skygge gå forbi køkkenvinduet, når jeg står og laver mad, men når jeg kigger ud, er der ingen,« siger hun og viser ud i lejlighedens lille køkken.

Foto: Marie Varming
Vis mere

Når savnet bliver for stort, kan hun åbne hoveddøren ud til svalegangen og kigge lige frem. 50 meter derfra ligger kirkegården, og her ligger Alonso. I starten besøgte Janet ham en gang om dagen, men nu er det en gang om ugen.

»For nyligt var der en uge, hvor det regnede meget, og vi kom derfor ikke op på kirkegården. Pludselig en dag faldt et stort billede af Jomfru Maria ned ude i gangen. Det hang ellers fint der. Der vidste jeg, at det var Alonso igen.«

»Han sagde: ’Mammi kom så og besøg mig’. Næste dag besøgte vi Alonso,« husker hun og griner lidt.

»Jeg ved godt, folk tror, jeg er tosset, men jeg kender Alonso. Han vil ikke have, at der går for lang tid mellem mine besøg. Det er som om han siger: ’Mammi, jeg venter på dig’.«

Koldt vand

Når savnet bliver for stort, tager Janet et iskoldt bad og skriger, mens hun lader det kolde vand falde ned over sig.

»Det gjorde jeg også, da du havde ringet. Jeg vil gerne tale om Alonso, men jeg får det også dårligt. Så går jeg ud og skriger i det kolde bad,« forklarer hun.

Huset, Alonso døde i, er solgt. Det er Janet glad for, for selv om det var stort og flot, ville hun ikke kunne gå forbi det sted, hvor han lå i sine sidste minutter. Hun får det faktisk stadig dårligt, når hun nærmer sig det område af byen.

»Min mand synes ikke, vi skal blive i denne lejlighed. Men jeg vil gerne være tæt på Alonso, så jeg kan ikke flytte herfra.«

»Der er ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på ham. Hver eneste aften i 14 år, når jeg går i seng, tænker jeg på ham.«