I ni år har Egil Vildmyren tænkt over, hvordan så mange ting kunne gå så galt. Hvorfor hans livsglade kone blev myrdet af en hoteltyv. Han har lært at leve uden hende og undgå detaljerne i det makabre mord, men det bliver aldrig helt det samme.
Egil Vildmyren prøvede at ringe til sin kone ved 9-10-tiden om morgenen 2. marts 2010. Der var ikke noget svar.
Hun havde nok glemt at oplade den, tænkte han og kørte fra deres gård en time nord for Oslo. Først om eftermiddagen tog han kontakt til Vera igen.
Hendes søster havde ringet til ham og sagt, at der var 'sket noget i København'.
»Det var en norsk stewardesse i slutningen af 30'erne, der var dræbt i København. Men det kunne jo ikke være Vera, tænkte jeg. Hun var jo over 40.«
Det er godt ni år siden, Egil Vildmyren på en martsdag måtte se i øjnene, at det var netop hans kone, Vera, der var blevet slået ihjel på et hotelværelse i København.
»Kort efter ringede Veras mor og sagde, at det var Vera. Det føltes ikke rigtigt. Jeg kunne ikke forstå, at det var noget, der drejede sig om os.«
Men det var det. Mens de andre stewardesser tjekkede ud af hotellet, lå Vera livløs i sin seng. Offer for en kynisk hoteltyv. Og morder.
Den perfekte familie
Egil Vildmyren er i dag 59 år. Han er far til tre voksne børn – han havde en søn, da han mødte Vera – og han bor i den lille by Strømmen cirka 20 minutters kørsel uden for Oslo.
Han er en høj, bredskuldret mand med bølger i håret og smil i de mørke øjne, og han tager venligt imod i sin moderne lejlighed, som han selv går og bygger på. Her bor han sammen med sin og Veras søn, Alexander på 23 år.
For ni år siden var alting anderledes.
Han boede på gården nordpå sammen med Vera og deres to børn på 14 og 16 år. Et sted med heste, som var Veras og datteren, Veronicas, store lidenskab.
»Vera havde altid drømt om det sted på landet. Hun elskede det.«
Egil mistede sin kone på tragisk vis, men han har intet imod at tale om hende i dag. Både det gode og det svære.
»Jeg mødte hende på en bar i Oslo. Hun var 19 år, og hendes mor var ved at flytte, så Vera manglede et sted at bo. 14 dage senere flyttede hun ind hos mig,« siger Egil og mindes den første forelskelse i Vera, som oprindelig kom fra den caribiske ø Aruba.
Det trådte tydeligt frem i hendes ansigt. Vera havde mørkt, krøllet hår, brune øjne og et hvidt smil med antydningen af smilehuller i sine kinder.
»Hun var glad, smilende, social og spontan. Hun var sådan en, der altid havde et fotoalbum af familien med, som hun viste til alle på sin vej. Hun bemærkede altid en flot himmel. En solnedgang,« siger han og tænker lidt.
»Ingen fortjener en død som hendes, men hendes væremåde forstærker, hvad der skete. At netop hun skulle opleve noget så forfærdeligt.«
Med tiden fik de børnene, Veronica og Alexander, og flyttede ind på gården.
»Vi var sådan en familie, der altid gjorde alting sammen. Når Alexander skulle til træning, tog vi andre med, og når Veronica skulle til ridning, var vi der. Jeg ser så mange par, der har travlt med at gøre tingene hver for sig. Sådan var vi aldrig,« husker han med et smil.
Vera var stewardesse og arbejdede især på langdistanceruter. Ofte var hun væk tre-fire dage, og så havde hun lige så mange dage fri hjemme i Norge. Når hun skulle til Thailand, Kina eller USA, havde hun og resten af SAS-stewardesserne ofte brug for overnatning i København, og det var altid på Radisson-hotellet på Amager.
Et firestjernet hotel med restauranter, bar i stueetagen med dæmpet belysning og kasino for de spillelystne.
»Det var deres andet hjem. En af hendes kolleger fortalte mig, at de følte sig så meget hjemme, at når det bankede på ens hoteldør, mens man var i bad, åbnede man bare døren med et håndklæde om sig.«
Egil kunne godt være bekymret for sin kone, når hun var væk. Flyet kunne jo styrte ned, tænkte han.
»Men Vera selv tænkte aldrig på det. Hun var tough.«
Morder på hotellet
Det ændrede sig 1. marts 2010.
Vera og alle hendes SAS-kollegaer var tjekket ind på det stilfulde hotel, som de havde gjort så mange gange før. Men denne gang var det anderledes.
Den aften gik en rumæner ved navn Marian Clita ind på hotellet, og uden nogen bemærkede ham, sneg han sig ind i elevatoren, som ellers er beregnet til gæster, og kørte op på 20. sal. Marian Clita var en erfaren hoteltyv, men derudover var han morder og havde siddet mange år i fængsel hjemme i Rumænien.
»Han havde en hobbykniv med sig i lommen. Ligesom den, jeg altid selv går med,« siger Egil og klapper sig på lommen i arbejdsbukserne.
Klokken lidt over otte – en time efter Egil talte med sin kone for sidste gang – trængte rumæneren ind på Veras værelse og slog hende ihjel for at få hendes værdier: kontanter og smykker. Her slog han hende 30 gange med slagvåben og snittede hende 38 gange på kroppen.
Da han havde rodet hendes ejendele igennem for værdier, røg han en cigaret og drak en miniflaske vodka fra minibaren, inden han satte sig ned i lobbybaren igen.
»Hun havde sloges med ham. Hvis hun bare var blevet liggende i sengen og ladet ham tage alt, var hun her måske endnu,« siger han trist.
Få dage senere kunne Københavns Politi hente den nu dobbelte morder i Malmø, som han var flygtet til.
At det skulle komme som et ekstra stort chok for ægtemanden i Norge, har han et bud på, forklarer han næsten genert.
»Jeg har aldrig oplevet noget slemt i livet. På den måde har jeg været heldig. Og så sker noget så brutalt. Pludselig sidder du og ser billeder af din egen kone i tv, og der holdt tv-vogne ude foran vores hus. Det var hårdt.«
Han fortalte ikke sine børn, hvor slemt det var. Han fortalte dem, at deres mor var død. Samlet tog de til København for at se Vera en sidste gang. På det tidspunkt skulle hun have stået i 10 kilometers højde med sine kolleger og smilende have delt te og kaffe ud til passagererne på vej til Beijing.
Nu lå hun vansiret på en båre af rustfrit stål på køl i en kælder i København.
»Jeg gik først ind for at se hende. Da jeg kom ud igen, sagde jeg til børnene, at jeg ikke syntes, de skulle gå derind. Det var jo ikke Vera. Men de insisterede.«
Egil Vildmyren er meget åben om sin kones død og tiden efter. Kun hvor voldsomt det rent faktisk gik for sig på værelse 2025 på Radisson den dag, har han aldrig haft lyst til at tale om. Men hans kone havde taget kampen op mod sin overfaldsmand, og det kom hun til at betale dyrt for.
Dødsstraf til morderen
Nogle uger efter, da dansk politi omsider havde frigivet Veras lig, kunne familien endelig holde Veras begravelse.
»Det første, jeg gjorde, var at sørge for, at der var en dompap på forsiden af salmebladet. Den sad tit i birketræet på vores gård, og hun elskede den fugl. Jeg valgte også nogle sange,« siger han.
Det, han husker bedst, er folkemængden, der samlede sig i Lunde Kirke lidt vest for Oslo.
»Der kunne ikke være flere i kirken, end der var til Veras begravelse.«
Egil Vildmyren er en mand med let til smil.
Det dukker op, når han nævner Vera, børnene, lejligheden, som næsten er færdig, vejret, Strømmen by og selv København. Men tragedien for ni år siden er ikke gået sporløst hen over ham.
Han kan ikke smile, når han taler om Clita og den dom, han fik.
»Jeg er forsigtig, når jeg taler om ham offentligt. Men jeg har faktisk ikke noget pænt at sige om ham. Når man taler om dødsstraf, hører man for og imod. Men dem, der er imod dødsstraf, ved ikke, hvad de taler om. Så længe man er på den sikre side – som man var med Clita – så er jeg for dødsstraf,« siger han og fortsætter.
»Manden havde et groft mord på samvittigheden i forvejen. En dag bliver han løsladt – skal han så have chancen for at slå ihjel igen? Han vil gøre præcis det samme igen. Hvorfor giver vi ham chancen?«
I retten i København kunne Egil og hans to yngste børn følge med, da 59-årige Clita blev fundet skyldig i røveri og drab. Han modtog sin straf, som endte på 14 år.
Det var et kompromis mellem anklagerens ønske om 16 år og forsvarerens ønske om 12.
Blodige detaljer
Forvaring kunne der ikke blive tale om, selv om Clita har karakterafvigende træk og ikke føler sympati for andre. Han er udlænding, og derfor skal hovedparten af straffen afsones i hans eget land.
Egil og hans to yngste børn ønskede alle tre at sidde i retten. Kun når de mest makabre scener fra hotelværelset blev udpenslet, gik de tre uden for lokalet for at blive fri for at høre dem. Den dag i dag er Egil den eneste af de tre, der kender detaljerne ved mordet.
Hans børn kender dem ikke, og han ønsker ikke at tale om det.
»Retssagen fyldte meget for mig. Det var ikke en god retssag. Forsvareren kiggede meget på tidligere sager, hvor folk var blevet dømt mildere.«
Pointen var, at så skulle Marian Clita dømmes tilsvarende mildt.
»Jeg synes tværtimod, han burde være dømt hårdere, fordi han havde myrdet nogen tidligere. Det burde forstærke straffen. Det var et grotesk drab.«
Konfirmationen
I dag husker han tiden efter som en tung sorg. Han husker alt, hvad der skete, og Alexanders konfirmation to måneder efter Veras død står tydeligt som der, hvor Egil for alvor reagerede.
»Jeg havde fundet en tekst frem, som gjorde det endnu sværere. Det var hårdt. Jeg begyndte at grave i, hvordan hun havde været, og hvor meget familien betød for hende. Da jeg skulle rejse mig og holde en tale, blev følelserne for stærke. Hele familien sad der. søster, brødre, kusiner og fætre,« siger han.
I den følgende tid var Egil alene med sine to teenagebørn. Det var han sådan set vant til på grund af Veras arbejde. Men han var mere opmærksom på sine børn nu.
»Jeg var bange for, at der skulle ske dem noget, og i starten kunne jeg slet ikke klare, når jeg for eksempel ikke hørte fra min søn i noget tid. Jeg tænkte hele tiden det værste. Jeg ville ikke miste nogen igen.«
»Der gik lang tid, før jeg erkendte, hvad der var sket. Da det gik op for mig, hvor forfærdeligt det var. Det er faktisk samme følelse, jeg har i dag. Man siger, at tiden læger alle sår, men det passer ikke. Tiden gør intet!«
Ny kærlighed
Med tiden fik han en ny kæreste, Mona, som han er sammen med hver weekend, fordi de bor en time fra hinanden. For selv om noget er ødelagt for altid, er Mona den, han har valgt at dele livet med.
»Vera var familiemenneske. Hendes bror skulle have en lille dreng, da hun døde, og hun havde glædet sig så meget til at se den lille gut. Min datter er snart klar til at stifte familie, men som hun siger: 'Det bliver ikke det samme uden mor'.«
»Sådan har jeg det også. Min kæreste har fået børnebørn, men jeg ved, at det bliver ikke helt det samme for mig, når det bliver min tur, når Vera ikke er her.«
Noget tid efter kom Egil Vildmyren til psykolog. I modsætning til sine børn havde han brug for at tale det hele igennem med en professionel.
»Hun fortalte mig, at ligesom man kan fjerne lyden på sit tv med en knap, kan man også lukke erindringen. Man kan dæmpe de negative tanker.«
Det er også sket for Egil. Han husker hende tydeligt. Hendes stemme, hendes ansigt og hendes smil. Én ting er dog forsvundet helt fra Egils hukommelse. Det er sidste gang, han så hende, hvor hun lå død på Riget. Billedet er simpelthen væk.
»Det har været godt for mig at tale med alle om det.«
Stadig vred
Vera ligger begravet i nærheden af, hvor Egil bor i Strømmen. Hun ligger sammen med hans bedsteforældre.
Det er ikke ofte, han kommer forbi, men på hendes fødselsdag, 13. maj, og hendes dødsdag, 1. marts, og til jul er han og børnene der med blomster og lys. Han lægger altid en rose på selve gravstenen.
»Det er underligt, at det er ni år siden nu. Man glemmer meget, men jeg glemmer ikke hende. Det eneste, jeg ikke kan huske, er, hvordan hun så ud sidste gang, jeg så hende. Det er heldigvis væk. Hun dukker stadig op i mine tanker.«
»Jeg tænker på det, der skete, og at lige netop hun skulle opleve noget så forfærdeligt. Det var det værste, der kunne ske.«
Han føler stadig vrede mod Clita, og det vil han altid gøre. Men også mod skæbnen, som nok har været god ved ham og givet ham 23 år med Vera samt tre børn, men som vendte sig mod ham og Vera den aften for ni år siden.
»Alt, hvad der kunne gå galt, gik galt. Han kom ud af fængslet, og han gik ind på netop det hotel. Han fik sneget sig ind i elevatoren, da nogle andre gik ud, og han stoppede tilfældigvis netop på den etage, Vera boede på, og gik hen til netop hendes værelse. Alt, hvad der KUNNE gå galt, GIK galt.«
