Den 25-årige Abdessamad Ejjoud, som formodes at være hjernen bag og hovedmanden i det frygtelige terroranslag og dobbeltdrab på danske Louisa Vesterager Jespersen og norske Maren Ueland, har gennem længere tid været radikaliseret islamisk ekstremist.

Han har gået yderst flittigt i moskeen og har været afholdende på snart sagt alle områder og er af sine nærmeste omgivelser i det sydlige Marokko gennem de seneste 10 år blevet betragtet som en meget rettroende og gudfrygtig muslim.

For fem år siden forsøgte han sammen med en gruppe af flere andre unge mænd fra lokalsamfundet at tage til Syrien med det ene formål at kæmpe på Islamisk Stats side og lave militant jihad – altså at kæmpe og slå ihjel i religionens navn.

Abdessamad Ejjoud og de øvrige blev dog anholdt af marokkansk politi umiddelbart før afrejsen mod Syrien.

Men kun fordi en mor til en af de unge radikaliserede mænd skyndte sig at gå til politiet, da det gik op for hende, hvad hendes egen søn og de øvrige, heriblandt Abdessamad Ejjoud, var på vej til.

Det fortæller den formodede dobbeltmorders mor, Aziza Ben Mbark, til B.T.s udsendte.

B.T.s reporterhold har fundet den hovedmistænktes nærmeste familie, som alle bor under samme tag i Harbil, der er en del af udflytterområdet Tamensourt, beliggende cirka 25 minutters kørsel nordvest for centrum af storbyen Marrakech.

Aziza Ben Mbark siger:

»Min søn har tidligere siddet i fængsel. Han fik et års fængsel, men kom ud efter ni måneder. Årsagen var, at han og nogle andre unge mænd ville tage til Syrien for at kæmpe. De ville lave jihad. Men de blev standset i sidste øjeblik,« fortæller hun.

»Det var en af de andre mødre, der forhindrede, at de kom af sted. Samme dag, som de skulle rejse, fortalte en af dem til sin mor, hvad de var på vej til. Han sagde: 'Mor, vi tager af sted i dag klokken fire. Vi skal til Syrien for at hjælpe. Vi har bestilt billetter og det hele og tager af sted nu',« fortæller hun.

Aziza Ben Mbark fortsætter:

»Da hun fik det at vide, blev hun forfærdet og meldte både sin egen søn og de andre til politiet. Senere samme dag blev de alle anholdt i Casablanca, lige inden de skulle være taget af sted.«

»Da min søn blev løsladt fra fængslet og kom hjem igen, var han fuldstændig, som han plejede at være. Han opførte sig helt normalt. Han fandt en kone og blev gift. Gud gav ham en fantastisk svigerfamilie. Hans kone er rigtig god for ham. De har en datter, som nu er fire år. Og hans kone er gravid igen,« siger Aziza Ben Mbark, mor til den formodede hovedmand.
»Da min søn blev løsladt fra fængslet og kom hjem igen, var han fuldstændig, som han plejede at være. Han opførte sig helt normalt. Han fandt en kone og blev gift. Gud gav ham en fantastisk svigerfamilie. Hans kone er rigtig god for ham. De har en datter, som nu er fire år. Og hans kone er gravid igen,« siger Aziza Ben Mbark, mor til den formodede hovedmand.
Vis mere

Efter at have siddet bag tremmer gennem ni måneder i et marokkansk fængsel blev Abdessamad Ejjoud løsladt. Det er cirka fem år siden.

Da B.T. spørger nærmere ind til forløbet, er hans mor tilsyneladende ikke helt klar over, om hendes søn dengang blev tilbageholdt og reelt sad varetægtsfængslet i de ni måneder, eller om han havde været stillet for en domstol og havde fået en dom ved retten for sit forsøg på at tage til Syrien og kæmpe for Islamisk Stat.

Hun hælder dog til det første og mener, at politiet opgav sagen og derfor løslod ham fra varetægtsfængsling.

»Da min søn blev løsladt fra fængslet og kom hjem igen, var han fuldstændig, som han plejede at være. Han opførte sig helt normalt. Han fandt en kone og blev gift. Gud gav ham en fantastisk svigerfamilie. Hans kone er rigtig god for ham. De har en datter, som nu er fire år. Og hans kone er gravid igen,« siger Aziza Ben Mbark.

 
Video: Alex Luka Ladime
Vis mere

Hendes største frygt er, at hendes søn vil blive idømt dødsstraf for det frygtelige, han er sigtet for at have begået. Med en stemme, der flere gange knækker over af gråd, siger hun:

»Hvis de (domstolene i Marokko, red.) vil vise medlidenhed med mig, skal de ikke gøre noget, der får min søn til at forsvinde. Så skal de ikke tage min søn fra mig.«

De to dødsofre, den 24-årige danske studerende Louisa Vesterager Jespersen fra Grindsted og hendes 28-årige veninde og medstuderende Maren Ueland, blev på allermest bestialske vis dræbt forrige mandag.

De to, som til daglig gik på friluftslinjen ved Bø Universitet i det sydøstlige Norge, var taget til Marokko med rygsæk for at vandre i landets smukke natur.

Men deres trekkingeventyr endte som det værste mareridt, da de blev overmandet i deres telt, som de havde slået op på et plateau i 2.200 meters højde på Toubkal, Nordafrikas højeste bjerg, der er et yndet mål for trekkere fra hele verden.

Abdessamad Ejjoud og to andre marokkanske ekstremister og Islamisk Stat-sympatisører blev senere samme dag anholdt i en bus i storbyen Marrakech, som ligger et par timers kørsel nord for Toubkal og gerningsstedet i Atlasbjergene.

Siden pågribelsen af de tre formodede gerningsmænd har politiet anholdt yderligere 15 personer, som de marokkanske myndigheder mener har forbindelse til hovedmændene og drabene, der blev begået i terrorens navn.

Der er dødsstraf i Marokko. På trods af flere domfældelser de senere år er sanktionen dog ikke blevet udført siden 1993.