Politiet er fredag i aktion i Aalborg. Ifølge Ekstra Bladet er en mand anholdt i forbindelse med terrorsag.

Nordjyllands Politi havde fredag morgen en politiaktion på Ravnkildevej i Aalborg Øst.

Det oplyser politiet på Twitter.

Politiet fortæller dog ikke mere om aktionen.

- Politiet vil udsende mere information til offentligheden vedrørende politioperationen i løbet af dagen, skriver politiet på Twitter.

Ifølge Ekstra Bladet har politiaktionen i Aalborg Øst relation til den terrorsag, hvor politiet i december sidste år sigtede en række personer for at have forberedt terrorangreb.

Da var en 26-årig man blandt de anholdte, men han blev løsladt igen. Nu er den samme mand blev anholdt igen, fordi politiet har skaffet nye beviser, erfarer Ekstra Bladet.

Ifølge avisen vil han blive fremstillet i Dommervagten i Københavns Byret i løbet af fredagen. Ifølge avisen er der en ny sigtelse imod manden.

Ifølge avisen Nordjyske gennemsøger politiet en bil og en lejlighed på stedet. På billeder fra stedet kan det ses, at politiet også roder i containere.

Aktionen koordineres af Københavns Politi, som over for Ritzau bekræfter, at der en politiaktion, men ikke vil oplyse yderligere på nuværende tidspunkt.

Vicepolitiinspektør Brian Belling fra Københavns Politi ønsker fredag formiddag ikke at fortælle, om politiet har anholdt nogen ved aktionen eller kommentere på Ekstra Bladets oplysninger.

Han fortæller dog, at der vil komme en pressemeddelelse fra politiet om aktionen.

/ritzau/