Hvad, der virker som dybt professionelle indbrudstyve, begik natten til torsdag et tyveri, der nærmest kan måle sig med George Clooneys mirakelkup i filmen Ocean's Eleven.

Tyveriet forløb ud fra en sindrig plan og udnyttede sikkerhedsbrister i Lakolt Butikscenter, der ligger på Rømø.

Det har Jydske Vestkysten beskrevet.

Gerningsmændene sneg sig ind i nattens mørke kl. 23.29 ved at klatre ned gennem et ovenlysvindue på butikscentrets tag.

De brugte en stige til at kravle ned i butikscentret, hvor de landede midt i sportstøjsforretningen Ny Form.

Her stjal de ifølge butikkens indehaver varer for 60.000 kroner, skriver mediet.

Efter kuppet bar de tyvekosterne op af stigen og ud af ovenlysvinduet igen, inden de pakkede det sammen i medbragte tasker. Ifølge Jydske Vestkysten har politiet set en mørk stationcar køre fra stedet kl. 22.55 - 16 minutter efter tyvene brød ind.

Tegnene på, at der står professionelle tyve bag kuppet, stopper dog ikke her. Tyvene havde nemlig udnyttet et lille, specifikt hul i alarmsystemet.

Alarmsensorerne i butikken dækkede ikke det præcise sted, tyvene opererede i. Det er en butik på 1400 kvadratmeter, forklarer indehaveren Kurt Enevold Nielsen, til Jydske Vestkysten, og der er kun stjålet ting i det lille rum, hvor stigen blev sat ned. Lige der, hvor hullet i alarmsystemet var. Det vil butikken nu fikse.

Indehaveren er sikker på, at der er tale om professionelle tyve.

»Det er helt sikkert, at de har sat sig ind i det. Man tænker jo, om det er nogen, der kender butikken, men det tyder det ikke umiddelbart på. Dem, der stjæler i dag, er professionelle, og de har sikkert sonderet terrænet først,« siger han til Jydske Vestkysten.

Blandt tyvekosterne er stativer med tøj og sko fra Asics, Adidas og Salomon.