Pinsesolen var lige ved at stå op, da det sortnede for ham.

Efter en tur i byen var en mand med en guldkæde om halsen pinsemorgen på vej forbi Tivolis hovedindgang på Vesterbrogade i København, da han blev stoppet af to unge mænd.

De talte til ham, og den ene af dem rørte ved hans nakke. Kort efter kunne han konstatere, at hans halskæde af guld var forsvundet.

Da han forlangte at få sin guldkæde tilbage, sortnede det pludselig for hans øjne. Og lige efter opdagede han, at han blødte fra baghovedet.

Fra videoovervågningen på stedet har politiet bagefter kunnet se, at de to gerningsmænd til røveriet gav offeret først et knytnæveslag i ansigtet og bagefter to spark i hovedet.

Volden bevirkede, at offeret blev bevidstløs. Med en ambulance blev han kørt til hospitalet og indlagt til observation for indre blødning i hovedet.

Det kom frem onsdag i Dommervagten i Københavns Byret. Her blev to unge asylansøgere fra Marokko fremstillet i grundlovsforhør og sigtet for det voldelige gaderøveri.

De havde på gerningstidspunktet klokken 04.30 søndag morgen været på vej til Nørreport Station for at tage toget til Center Sandholm, hvor de boede som asylansøgere.

I retten kunne de begge genkende sig selv på overvågningsbillederne fra videokameraerne, men de kunne på grund af fuldskab ikke fuldstændig huske, hvad der var foregået foran Tivoli.

I retsmødet kom det også frem, at den ene ved anholdelsen havde en halskæde med sig. Han kunne ikke helt huske, hvordan han var kommet i besiddelse af guldkæden.

Men han kunne godt huske, at han havde slået og sparket en person. Også mens offeret lå ned.

Han erklærede i retten via arabisk tolk, at han ikke forstod, hvorfor han havde gjort det mod offeret.

Ved grundlovsforhøret besluttede dommeren, at begge de sigtede skulle varetægtsfængsles i foreløbig 27 dage.

Den røvede guldkæde havde ifølge politiets sigtelse en værdi af 1310 kroner.