Den såkaldte 'Armani-mand' har været på spil igen. Det bekræfter Midt- og Vestsjællands Politi over for B.T.

Manden - der er italiener og har fået sit tilnavn, fordi han forsøger at sælge falsk mærketøj - blev denne gang set på en parkeringsplads i Holbæk fredag eftermiddag.

»Han blev set ved Netto på Søagervej, hvor han tilbød en mand at købe nogle af de her jakkesæt. Beskrivelsen er nogenlunde, som den plejer at være. Han fremstår venlig, han er velklædt og kører rundt i en fin bil, som plejer at være lejet,« siger vagthavende Henrik Møller Nielsen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet modtog først anmeldelsen noget tid efter hændelsen og kunne derfor ikke nå at rykke ud.

De er dog opmærksomme på lignende situationer med manden, som efterhånden er ved at være en kendt svindler i det sjællandske.

Så sent som for en uge siden fik 'Armani-manden' en bøde på 200 euro eller små 1.500 kr. efter et besøg hos Sydsjællands Politi.

»Vi har haft ham inde i dag og har givet ham en bøde for at antaste folk,« sagde vagtchef Mikkel Kjærgaard ved den lejlighed.

Politi har ikke overblik over, hvor mange mennesker Armani-manden har snydt. Eller hvor mange penge han evt. har tjent på sine svindelnumre.

Der er dog efterhånden 'mange forhold', lyder det. Og politiet opfordrer folk til at 'have en naturlig skepsis, hvis nogen tilbyder køb af varer på gaden'.

Hvis du ser noget mistænkeligt eller bliver opsøgt af en person, der forsøger at sælge dig falske jakker, så kontakt politiet på 114.