Peter Madsens forsvarsadvokat, Betina Hald Engmark, håber, at fundet af en arm, der formentlig tilhører journalisten Kim Wall, kan bringe politiet nærmere en dødsårsag.

»Vi håber, at politiet kan komme nærmere, hvad de opfatter som en dødsårsag,« siger Betina Hald Engmark til ritzau og fortsætter:

»Det er vigtigt, da hvis politiet kommer frem med, hvad de opfatter som dødsårsagen, kan det have en stor betydning for, om den sigtelse, der er rejst mod min klient for forsætligt drab, også holder i retten,« siger advokaten til ritzau.

Forsvarets dykkere fandt i samarbejde med Københavns Politi onsdag kl. 10.15 armen i Køge Bugt. Armen blev fundet tæt på den venstre arm, der formentlig også tilhører Kim Wall, som blev fundet 21. november. Begge arme har været holdt nede af strips og metalgenstande.

LÆS OGSÅ: Politiet: Derfor har fundet af armen stor betydning for sagen

De to arme blev fundet ca. en kilometer fra der, hvor torsoen, hovedet og benene blev fundet. Torsoen blev fundet 21. august af en forbipasserende cyklist. Og benene blev fundet sammen med hovedet 6. oktober af politiets dykkere.

Fundet har stor betydning for de pårørende, fortalte politiet på en pressemøde onsdag.

»Det har en stor etisk betydning for de pårørende, da de nu har en hel krop, de kan begrave,« siger vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen, der oplyser, at armen nu er blevet sendt til Retsmedicinsk Institut, hvor den skal undersøges nærmere. Det forventes at ske torsdag.

Politiet undersøger stadigvæk området for at finde Kim Wall og Peter Madsens mobiltelefoner eller andre redskaber, der kan have forbindelse til sagen.

Den danske opfinder og ubådsejer Peter Madsen sidder for tiden fængslet for mordet på Kim Wall. Han nægter at have dræbt journalisten, men har tidligere - efter at have ændret forklaring adskillige gange - fortalt, at han parterede liget af Kim Wall, der forsvandt sidst blev set i live 10. august i år. Efterfølgende blev de forskellige dele af Kim Wall smidt i Køge bugt.

Peter Madsen fastholder, at Kim Wall døde som følge af en ulykke i ubåden. Tidligere har han hævdet, at der var tale om en ulykke med en tung luge, men den 14. oktober ændrede Peter Madsen i et politiforhør forklaringen til, at Kim Wall blev kvalt, mens hun var alene i ubåden - muligvis af gasser.

Opdateres...