En mand har været involveret i en arbejdsulykke i vandet ved Peter Holms Vej i Sydhavnen i København.
Det bekræfter Københavns Politi over for B.T.
»En pæl er ved at blive løftet af en kran, men på et tidspunkt mister kranen grebet om pælen, som derefter vælter ned over en båd, hvor der står en mand,« lyder det fra Københavns Politi.
Ulykken skete, da pælen skulle monteres nede i vandet, og manden, der blev ramt, er efterfølgende blevet kørt på hospitalet til behandling.

»Så vidt vi ved, vejede pælen omkring 800 kilo, og derfor er manden også blevet fragtet til hospitalet i politieskorte,« fortæller Københavns Politi.
Da ulykken indtraf, blev både brand- og redningsmandskab sendt til ulykkestedet.
Mandens tilstand er ukendt, men Københavns Politi fortæller, at han var ved bevidsthed, da redningsmandskabet nåede frem.
Politiet har stoppet arbejdet på stedet, og nu venter man på, at Arbejdstilsynet kommer for at undersøge ulykken nærmere.

