Han bedøvede en 21-årig kvinde for knap fire år siden, inden han forsøgte at voldtage hende.

Det fik torsdag endnu en alvorlig konsekvens for en 46-årig apoteker.

Selvom han allerede har afsonet sin fængselsstraf på knap to års fængsel, blev han nu ved byretten i Roskilde frakendt sin bevilling som apoteker.

Dermed er Mads Korsholm også nødt til at sælge sine to apoteker i Roskilde, medmindre Østre Landsret når frem til et andet resultat, da han straks ankede afgørelsen.

Byretten i Roskilde vurderede, at der er risiko for, at den 46-årige mand igen kan misbruge sin stilling som apoteker og sit kendskab til lægemidler til atter at begå drugrape.

»Derfor blev han »indtil videre« frakendt retten til at virke som apoteker. Dermed må han heller ikke eje et apotek,« oplyser specialanklager John Catre Nielsen fra Midt- og Vestsjællands Politi til B.T.

Afgørelsen kan tidligst indbringes til ny afgørelse efter fem år, hvis landsretten i ankesagen når frem til samme vurdering.

Apotekeren er tidligere blevet idømt fængsel i et år og ni måneder, efter at han i juni 2019 misbrugte sin professionelle viden om lægemidler til effektivt at bedøve en 21-årig kvinde, inden hun blev forulempet seksuelt.

Den unge kvinde kunne ifølge sn.dk huske, at hun på en date med apotekeren på Hotel Scandic i Ringsted fik serveret en blå mousserende vin.

De havde fået kontakt over nettet på Sugardating.dk, og hun opdagede først, at der var foregået noget seksuelt, efter at hun pludselig var vågnet omtåget op på hotelværelset og havde forladt stedet.

Siden viste en retskemisk analyse af hendes hår, at der var spor efter bedøvende stoffer, der blandt andet gives til epileptikere for at modvirke rystelser. Og netop det lægemiddel kan være blåt.

Efter anklagemyndighedens opfattelse havde apotekerens forbrydelse forbindelse til hans viden om og adgang til det bedøvende lægemiddel. Derfor er det efter politiets opfattelse relevant, at han nu skal have frataget sin rettighed som apoteker.

Mads Korsholm har i dag to apoteker i Roskilde – Dom Apoteket og Hyrdehøj Apotek – men havde indtil for nylig også flere apoteker i Taastrup og i Hvidovre.

Lyt til B.T.s kriminalpodcast 'På fersk gerning' her, eller hvor du plejer at lytte podcast: