Et apotek i Hammershøj ved Viborg er tirsdag eftermiddag blevet udsat for et røveri.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.

'Røveri ved apotek i Hammershøj, Viborg, ca. kl. 15. Formodet gerningsmand kørte væk fra stedet i uindregistreret personbil i retning mod Randers. Ring 114, hvis du har oplysninger om sagen. Intet yderligere p.t. Forventer nyt kl. 18 her på twitter,' lyder det.

I en pressemeddelelse uddybes det, at gerningsmand truede sig til en del medicin, som bruges i misbrugsmiljøet.

'Der blev ikke set våben i forbindelse med røveriet, men gerningsmanden udviste truende adfærd og havde den ene hånd skjult i lommen.'

Gerningsmanden kørte efterfølgende mod Randers i en personbil uden nummerplader. Umiddelbart efter fik Østjyllands Politi kontakt til køretøjet på motorvej E45 i sydgående retning, hvor de kunne anholde to mænd.

'De anholdte overdrages til Midt-og Vestjyllands politi foretager den videre efterforskning, og det vurderes, hvorvidt gerningsmændene skal fremstilles i grundlovsforhør.'