Anton og hans ven var fanget midt i parisisk krigszone: 'Det var virkelig forfærdeligt'
To danske venner var lørdag fanget i en lejlighed lige ud til et af de steder, hvor demonstrationerne i Paris gik vildest for sig.
To danske venner var lørdag fanget i en lejlighed lige ud til et af de steder, hvor demonstrationerne i Paris gik vildest for sig.
Der er mange syn fra i lørdags, der ikke foreløbigt forlader 18-årige Anton Yaos hukommelse.
Et af dem er af manden uden sin hånd, der var blevet sprængt i stykker af en granat.
Et andet var synet af demonstranten, der trak op i sin bluse, fremviste fyrværkeribomber i buksekanten, kiggede Antons ven dybt i øjnene og sagde:
»This is my fucking city. What the fuck you say no for?.«
Det her er historien om to unge mænd, der på et splitsekund gik fra at være på en hyggelig storbyrejse i Paris til i lørdags at være fanget midt i de meget voldsomme demonstrationer i den franske hovedstad.
I løbet af en håndfuld timer oplevede de at frygte for deres liv, at spørge en fransk nabo om mad, at få tåregas i øjnene og at se en molotovcocktail blive kastet over deres hovedet.
Vi skal starte med at skrue tiden tilbage til lørdag formiddag, hvor de to venner står op i deres lejlighed på Boulevard Saint Denis.
»Vi ankom til Paris om tirsdagen, og hver dag stod vi op klokken 10, gjorde os klar og gik ud for at spise morgenmad og se byen. Det samme gjorde vi lørdag, hvor vi havde planlagt en kulturel dag,« fortæller Anton Yao fra København.
Og dagen i de parisiske gader begyndte da også udramatisk.
Godt nok var der massevis af demonstranter, da de to mænd gik ud af porten i deres AirBnB-lejligheds opgang, men det var ganske fredeligt.
De to venner fandt en restaurant, spiste morgenmad og rettede kursen mod Louvre for at få et glimt af Mona Lisa-maleriet.
Men så overværede de noget, der fik dem til at ændre planen.
»Vi ser pludselig en masse bevæbnede politimænd med fuld udrustning, der løber ned mod demonstrationen. Det virkede alvorligt, så vi blev enige om at komme hjem i lejligheden,« siger Anton Yao.

Det skulle dog vise sig at være nemmere sagt end gjort.
For selvom Google Maps viste '10 minutter', så blev de to venner konstant mødt af blindgyder i form af sidegader med containerbarrikader eller bunker af cykler, der var sat ild til.
På et tidspunkt fik de to venner mundbind og øjendråber af en franskmand, da der var meget røg og tåregas i luften.
»Det tog os to og en halv time at komme hen til vores gade, og så kunne vi konstatere, at det var dér, det var allervildest. Vores lejlighed lå ned til et kryds, og midt i krydset er der en kæmpe bål. Det er helt smadret,« siger Anton.

De to venner fik kæmpet sig gennem menneskemængden, fik åbnet porten og kom ind i deres lejlighedsopgang.
Her havde fem fredelige demonstranter søgt ly. De boede selv i Paris, men kunne ikke komme hjem.
»De var så kede af det, fordi det ikke var det, 'der var meningen'. De sagde, at halvdelen af demonstranterne bare var der for at smadre byen og stjæle.«
Anton og hans ven boede på sjette sal, men havde ikke vindue ud til gaden, så derfor sad de nede ved porten i fem timer for at kunne holde øje med udviklingen.
Når det var muligt, kunne de åbne porten og kigge ud.
»Det blev værre og værre. Der var mange eksplosioner, og på et tidspunkt stak vi hovedet ud, hvorefter der blev kastet en molotovcocktail over os. Det var ekstremt, og vi var meget bange.«
Tidligere på ferien havde Anton og hans ven været inde i en netcafé på den anden side af gaden, og her faldt de i snak med ejeren, der havde fortalt, at han endelig havde fået bygget stedet færdigt.
Men alt imens de stod derinde i lejlighedsopgangen og kiggede ud på de kaotiske scener, kunne de pludselig se, hvordan demonstranter havde smadret netcaféen og kom løbende ud med stationæere computere og skærme.
»Forfærdeligt,« siger de begge.
De to venner var fanget uden mad, mens det stadig var som en krigszone udenfor, så de bankede forsigtigt på hos deres franske nabo.
»Det siger meget om situationen, for naboen gav os en pakke laks og en champagne med alarmer på. Han havde været nede i et supermarked, der var smadret, og havde taget tingene. Vi drak den dog ikke,« siger Anton.
På et andet tidspunkt forsøgte en aggressiv demonstrant med tasken fuld af designervarer og parfumer at komme ind i lejlighedsopgangen.
»I gotta run from police,« sagde han ifølge vennerne.
Da de nægtede ham adgang, blev han rasende.
»This is my fucking city. What the fuck you say no for?,« lød det fra demonstranten.
Heldigvis dæmpede gemytterne sig i løbet af aftenen, og klokken 5 om morgenen kunne de to venner stikke afsted mod lufthavnen.
»Vi skulle først flyve klokken 15, men vores forældre i Danmark havde talt med danskere i Paris, og de havde rådet os til at komme afsted tidligt,« siger Anton.
De er nu hjemme i Danmark med en masse både gode og dårlige minder i bagagen.
»Vi elskede Paris de første mange dage, men det blev til en meget ubehagelig og traumatiserende oplevelse lørdag. Vi så virkelig nogle voldsomme ting,« siger han.