Lyt til artiklen

En ansat på Gl. Lindholm i Nørresundby er blevet sigtet for krænkelse af flere børn på skolen.

Det oplyser politikommissær Carsten Straszek fra Nordjyllands Politi til B.T.

Politiet modtog en anmeldelse 14. juni om krænkelser mod børn på skolen, og efter ti dages efterforskning blev den ansatte sigtet og varetægtsfængslet i et lukket grundlovsforhør 24. juni.

Manden sidder fortsat varetægtsfængslet, oplyser Straszek.

Carsten Straszek ønsker ikke at oplyse, hvor mange børn manden er sigtet for at have krænket. Han oplyser, at der er tale om »blufærdighedskrænkelse af flere børn«.

»Men af hensyn til de involverede, igangværende efterforskning, og at grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, har jeg ikke flere oplysninger,« siger han.

Den sigtede mand har en arbejdsmæssig tilknytning til skolen.

Carsten Straszek oplyser, at den ansatte nægter sig skyldig, men politikommissæren vil ikke nærmere ind i detaljer om sagen.

Ledelsen på skolen fik oplysninger om den ansatte kort før sommerferien, bortviste vedkommende og overdrog sagen til politiet.

Gl. Lindholm Skole udsendte tirsdag – dagen inden skolestart – en orientering til forældre med børn på skolen, skriver Nordjyske, der har talt med skolelederen.