I sidste uge kom det frem, at en medarbejder i en dagsinstitution i Taastrup var under mistanke for at have begået overgreb mod flere børn og derfor var blevet hjemsendt.
Nu er den ansatte blevet anholdt i sagen.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse fredag.
Manden, der er 49 år, blev anholdt på baggrund af den igangværende efterforskning af sagen.
Han er mistænkt for andet seksuelt forhold end samleje og for blufærdighedskrænkelse af flere børn.
»Vi har efterforsket mod manden i en længere periode og har nu vurderet, at der var materiale i sagen til at foretage anholdelse og få mistænkte fremstillet i retten,« siger lederen af Københavns Vestegns Politis overgrebsgruppe, politikommissær Rikke Thestrup.
Den 49-årige mand bliver fremstillet i grundlovsforhør i løbet af formiddagen fredag.
Københavns Vestegns Politi oplyser, at anklagemyndigheden vil gå efter at begære dørene lukket.
»Af hensyn til de muligt lukkede døre og af hensyn til efterforskningen har Københavns Vestegns Politi ikke yderligere kommentarer i sagen for nu,« lyder det fra politikredsen i pressemeddelelsen.
B.T. talte i sidste uge med Flemming Ellingsen, der er centerchef for institutions- og skoleområdet i Høje-Taastrup Kommune, om sagen, og han bekræftede, at en af de ansatte i daginstitutionen var under mistanke for 'en seksuel adfærd, der er upassende'.
Det var i slutningen af januar, at kommunen blev opmærksom på sagen, fordi et forældrepar henvendte sig med »fortællinger fra deres barn, der ikke helt var, som de synes, at de skulle være«.
I den forbindelse blev medarbejderen øjeblikkeligt hjemsendt i henhold til den almindelige procedure.

