Anonyme butiksejere i opråb til borgmester: 'Flere butikker tør ikke etablere udendørsservering'
Narkosalg, faldende omsætning og frygt for repressalier. En ny aktindsigt viser, at desperate butiksejere i Taastrup i skjul har råbt om hjælp til borgmesteren.
Taastrup Hovedgade var i juli afspærret efter et masseslagsmål Privatfoto
»Vi henvender os uden navn, fordi ingen af os tør stå frem af frygt for repressalier fra den gruppe, det handler om.«
Sådan lyder det blandt andet i en henvendelse, der 2. juni 2026 endte på Høje-Taastrup Kommunes borgmester Michael Zieglers bord.
Afsenderen var en gruppe erhvervsdrivende på Taastrup Hovedgade, der havde fået nok.
Nok af åbenlyst narkosalg, utryghed og kriminelle unge, der med deres blotte tilstedeværelse skræmmer kunder væk.
Henvendelsen fremgår af en aktindsigt, som B.T. har modtaget fra Høje-Taastrup Kommune. Den indebærer mailkontakt det seneste år mellem kommunen og Københavns Vestegns Politi angående den stigende utryghed på Taastrup Hovedgade.
B.T. udgav i juni en artikelserie om hovedgaden, hvor adskillige borgere fortalte, hvordan gaden over det seneste år har ændret karakter og er blevet et decideret utrygt sted at opholde sig.
Og ifølge de anonyme erhvervsdrivende har det reelle konsekvenser for både borgere og butikker.
I henvendelsen til borgmesteren skriver de:
»Når vi taler med kunder og borgere, går den samme sætning igen: Vi føler os ikke trygge i Taastrup længere. Nogle siger direkte, at de vil flytte, hvis de får muligheden.«
Et andet sted fremgår det:
»Gennem de seneste tre måneder har en fast gruppe mænd opholdt sig på hovedgaden hele dagen, hvor de åbenlyst handler med stoffer. Det er tydeligt for enhver, der færdes der, og det skaber udbredt utryghed.«
»Konsekvensen er meget konkret: Kunderne bliver væk og tager i stedet i City2, omsætningen er faldet mærkbart, og flere butikker tør ikke etablere udeservering til sommeren, fordi grupperne lægger beslag på pladserne i timevis og holder familier væk.«
B.T. kunne mandag morgen fortælle, at en biblioteksansat i juni fandt en machete bag en busk tæt på hovedgaden. Historien kan du læse her.
Her er billedet af den machete, der blev fundet af en ansat fra Taastrup Bibliotek
Er du utryg ved Taastrup Hovedgade – eller i et andet nabolag i Danmark – så vil B.T. gerne tale med dig. Skriv en mail på sebj@bt.dk.
Aktindsigten afslører ikke kun interne frustrationer, men også en lind strøm af råb om hjælp fra utrygge borgere direkte til borgmesteren. Samtidig viser de interne dokumenter, at kommunens kriminalpræventive afdeling slår alarm over en helt specifik og sårbar gruppe.
Myndighederne frygter nemlig, at drenge helt ned til 11-13-årsalderen er i fare for at blive hvervet af ældre kriminelle i gademiljøet.
Bekymringen er så stor, at kommunen har indkaldt drengenes forældre til møde. Her blev der lavet faste rammer: Drengene skal være hjemme senest klokken 21, og forældrene skal være særligt opmærksomme på, at deres børn ikke opholder sig på hovedgaden.
B.T. har rakt ud til Høje-Taastrup Kommunes borgmester, Michael Ziegler, der oplyser, at man tager sagen seriøst.
»Det er noget, som jeg ser på med stor alvor. Det vigtigste, vi som borgere og erhvervsdrivende kan gøre i den aktuelle situation er at anmelde kriminelle forhold til politiet, så politiet kan følge op på det,« siger han om mailen fra de anonyme erhvervsdrivende.
Borgmesteren fortæller samtidig, at man lige nu samarbejder tæt med både politiet og har iværksat andre målrettede indsatser for at forebygge kriminalitet.