Plakaterne med billedet af en smuk, lyshåret kvinde hænger stadig i Girona, 70 kilometer nord for Barcelona.

- Savnes: Montse Méndez. Langt, afbleget, lyst hår, tatoveringer af en cirka 30 centimeter lang slange på ryggen og af et dødningehoved på højre arm, står der.

Den 40-årige kvinde forsvandt sporløst den 23. oktober sidste år, og trods en ihærdig eftersøgning af både politiet og Montses familie, var der ingen spor af hende. Lige indtil politiet i Madrid forhørte Anne Strande Jensens morder Dave Verbist. Desværre er nyhederne dystre.

Dave Verbist tilstod i politiets varetægt mordene på både Anne Strande Jensen og Montse Méndez Muciente.

Ifølge Verbist boede han i samme lejlighed som Montse. I Spanien er det ikke ualmindeligt, at unge, studerende eller andre med lav indkomst lejer værelser i større lejligheder, hvor de bor sammen med fremmede.

Den 33-årige belgier siger til politiet, at han slog sin roommate ihjel den 23. oktober - samme dag som hun forsvandt. Efter at have voldtaget og kvalt Montse Méndez Muciente parterede Verbist liget og gemte delene i en pose, som han smed i skraldespanden. Det fortalte han ifølge den spanske avis El Mundo politiet.

Efterforskerne har ellers undersøgt skraldet i månedsvis uden at kunne finde noget.

Først da politiet i Madrid kom på sporet af Dave Verbist efter mordet på Anne Strande Jensen den 13. juni, fik de sat en stopper for den belgiske morder.

Dave Verbist er varetægtsfængslet uden kaution indtil der falder dom mod ham i sagen om mordet på Anne Strande Jensen. Han risikerer at blive stillet for retten som dobbeltmorder, hvis der kan findes beviser for, at han også slog Montse Méndez Muciente ihjel.

Det regionale politiet i Katalonien, Mossos d'Esquadra, undersøger nu sagen.