Torsdag aften var politiet talstærkt til stede i den københavnske bydel Tingbjerg efter en anmeldelse om en skudepisode.

En person, der sent torsdag aften angiveligt selv har fundet vej til Bispebjerg Hospital, behandles for skud i foden.

Det oplyser den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi, Torben Madsen, kort før midnat.

»Vi kan ikke med sikkerhed kæde de to ting sammen (skudepisoden og den ramte mand, red.), men mit gæt er, at der er en forbindelse,« siger vagtchef ved Københavns Politi, Henrik Svejstrup.

Politiet er talstærkt tilstede i Tingbjerg, hvor der er indgivet en anmeldelse om skyderi
Politiet er talstærkt tilstede i Tingbjerg, hvor der er indgivet en anmeldelse om skyderi
Vis mere

Skudepisoden fandt sted ved Arkaderne i Tingbjerg. Politiet har beslaglagt en bil med flere skudhuller. Billeder, som B.T.s medarbejder på stedet har taget, viser derudover, at en glasdør er ramt af det, der umiddelbart ligner et skud.

Da anmeldelsen løb ind kl. 20.49 torsdag rykkede politiet ud i stort antal.

Københavns Politi sendte seneste opdatering ud på Twitter omkring kl 22.

'Københavns Politi har modtaget en anmeldelse om skyderi i Tingbjerg og der er i den forbindelse massiv politimæssig tilstedeværelse i området', lød det.

'Anmeldelsen undersøges, og der er for nuværende ikke yderligere detaljer,' fremgik det af tweetet.

B.T.'s medarbejder på stedet fortalte sent torsdag, hvordan et stort område ved boligområdet Arkaderne blev spærret af.

Adskillige politibetjente med hunde gik rundt og afsøgte i området, ligesom også en stor håndfuld politibiler var til stede.

Københavns Politi kunne natten til fredag ikke at oplyse, hvorvidt skyderiet kan have relation til bandekonflikten i København.

Ligeledes ville Københavns Politi heller ikke oplyse nærmere om den forurettedes identitet.

»Han skal opereres i løbet af natten (til fredag, red.), og så skal vi have ham afhørt. Så må vi se, hvor samarbejdsvillig han er,« sagde Torben Madsen.

Han tilføjede, at manden er sluppet heldigt fra episoden.

»Kvæstelserne har på ingen måde været livstruende,« forklarede han.

Tidligt fredag morgen oplyser Københavns Politi til B.T., at man ikke har yderligere oplysninger i sagen.