Opdatering: B.T. skrev tidligere, at der var tale om en kebab-restaurant. Det viste sig senere ikke at være tilfældet, og artiklen er derfor redigeret.

To personer er lørdag aften blevet anholdt foran en restaurant på Istedgade i København.

En stilfærdig anmeldelse om for mange mennesker på restauranten eskalerede, og kort efter blev der kaldt assistance over radioen.

Det kom til håndgemæng mellem en eller flere personer og politiet, og kort efter stod der seks patruljevogne og en mindre hær af betjente ude foran restauranten.

»Vi modtager en anmeldelse om, at der er for mange mennesker inde på restauranten, og i den forbindelse er der en, der ikke bryder sig om, at vi er der,« siger vicepolitiinspektør ved Københavns Politi Thomas Tarpgaard og fortsætter:

»Det er ikke alle steder, man er lige begejstret for at se politiet af forskellige årsager. Men det udvikler sig, og han opfører sig på en måde, så han skal væk fra stedet,« fortæller Thomas Tarpgaard.

Umiddelbart efter situationen udviklede sig, tilkaldte de første betjente på stedet assistance, og lynhurtigt kom adskillige kolleger til undsætning.

»Fordi der bliver kaldt assistance midt i København, går det stærkt. Der er mange patruljer i nærheden, og det ser måske mere voldsomt ud, end det var,« siger Thomas Tarpgaard og henviser til, at der både kom almindelige patruljevogne samt hundepatruljer til stedet.

Det vides endnu ikke, om de to anholdte bliver sigtet, men bliver de det, er det for vold mod betjentene.

»Vi skal til at vurdere, om der er basis for at rejse sigtelse mod de to anholdte. De involverede parter skal afhøres, og så finder vi ud af, hvor vi ligger henne i paragrafferne,« lyder det fra Thomas Tarpgaard.

Det er uklart, om de anholdte arbejdede på restauranten.