Der er massevis af utilfredse kunder, der kalder Sengeverden.dk for et »fupfirma« og beskylder webshoppen for at skylde dem penge.

Alligevel kan sengeforhandleren bryste sig af flotte 4,1 ud af 5 stjerner på anmeldelsesportalen Trustpilot.

Og der bliver ikke i anmeldelserne sparet på flotte superlativer fra de euforiske kunder, der »aldrig har sovet bedre« og »får opfyldt deres drømme om velvære.«

Men der er en særlig grund til de mange flotte anmeldelser.

B.T. kan nemlig afsløre, at Sengeverden.dk efter en afgivet ordre sender enten en sms eller mail, hvor de giver kunderne mulighed for at vinde hele ordreværdien tilbage.

Kravet for at deltage i konkurrencen?

En anmeldelse på enten Google eller Trustpilot.

»Vi læser ALT, og din oplevelse betyder utroligt meget for os. OBS: Vi trækker lod én gang om måneden, så chancen for, at du vinder, er stor,« fremgår det blandt andet af en mail, som B.T. er i besiddelse af.

Lørdag skrev B.T. om, hvordan utallige kunder beskylder Sengeverden.dk for at være et »fupfirma«, der ikke betaler penge tilbage, leverer defekte varer eller slet ikke sender ordrer på trods af betaling.

B.T. har kontaktet ti tilfældige personer, der har afgivet en fem-stjernet anmeldelse på Trustpilot.

Ni ud af ti fortæller, at de har skrevet den positive anmeldelse, fordi de ønskede at vinde penge som led af konkurrencen fra Sengeverden.dk.

Derudover fremgår det af flere anmeldelser, at personen »håber at vinde sengen« eller lignende.

Men sådan en konkurrence er mildest talt problematisk, lyder det fra Forbrugerrådet Tænk.

»Det bliver problematisk, når man laver en eller anden form for belønning af forbrugerne, som gør, at de laver en fordrejet anmeldelse. Så bliver Trustpilot-scoren i bund og grund ikke retvisende,« siger seniorjurist Marie Frank Nielsen og fortsætter:

»Det bliver jo et manipuleret billede, man kommer til at se, som er forvrænget. Det er snyd, fordi de femstjernede anmeldelser, der er derinde, formentligt ikke er til at stole på.«

Hun uddyber:

»Man kan ikke stole lige så meget på en anmeldelse, hvor man har fået en eller anden form for belønning for at give den. Det vil alt andet lige influere på, at man bliver mere positivt stemt, end man måske ellers ville have været.«

Flere af de anmeldere, som B.T. har talt med, forklarer, at de ikke har købt en seng hos Sengeverden.dk, men blot blevet bekendt med en konkurrence om at vinde en seng inde på deres hjemmesiden. 

I den forbindelse var kravet også, at man lavede en anmeldelse.

Har du oplevet problemer med Sengeverden.dk? Så vil B.T. gerne tale med dig. Skriv en mail til sebj@bt.dk –  alle henvendelser håndteres fortroligt.

Marie Frank Nielsen kalder det et »beskidt trick« og vurderer, at Sengeverden.dk's konkurrence decideret kan være i strid med reglerne.

»Det kan være en overtrædelse af bestemmelsen om god skik. Men Forbrugerombudsmanden mener faktisk også, at det kan blive vildledende markedsføring.«

»Det er min vurdering, at man kan tolke deres markedsføring som et brud på paragraf 6. Forbrugerombudsmanden er meget klar omkring, at det er det, de kalder en vildledende udeladelse.«

B.T. har rakt ud til Sengeverden.dk's ejer, Matias Askvig, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.