En midaldrende politimand har ifølge anklagemyndigheden i flere tilfælde krænket blufærdigheden hos en stribe kvinder, mens han har været i tjeneste som politiassistent.

Ifølge anklageskriftet i sagen, som B.T. er i besiddelse af, har blufærdighedskrænkelserne blandt andet haft karakter af uønskede kram og tilnærmelser, ligesom et par af kvinderne mærkede ivrige forsøg på kys.

Politimanden er tiltalt for sammenlagt fem tilfælde af stillingsmisbrug og blufærdighedskrænkelse, der ifølge anklageskriftet er gået ud over fire forskellige kvinder i perioden 2017-2023.

Det første forhold i anklageskriftet fandt sted i begyndelsen af 2017 på et kommunalt kontor i Slangerup. Her var politimanden til stede til et møde som repræsentant for politiet, da han ifølge tiltalen krammede en kvinde på hendes kontor og forsøgte at kysse hende.

Et par måneder senere gik han ifølge tiltalen igen for langt, da han i patruljevognen på vej til et møde samme sted under kørslen »talt om sjofle emner« med en kvindelig passager, ligesom han senere sammen dag i et kommunalt mødelokale gav hende et hårdt og voldsomt kram.

Samme kvinde blev tre dage senere under et tjenstligt hotelophold i udlandet med politimanden ifølge anklageskriftet igen udsat for hans meget fysiske tilnærmelser.

Foran hendes værelsesdør på hotellet tog han omkring midnat ifølge tiltalen fat i hende, krammede hende og kyssede hende rundt omkring i ansigtet og på munden, ligesom han forsøgte at stikke sin tunge ind i hendes mund. 

»Må jeg få et kys, må jeg få et kys,« lød det fra ham, indtil kvinden ifølge sin egen forklaring skubbede ham væk og sagde »nej«.

Som et fjerde forhold i anklageskriftet er politimanden i oktober 2021 tiltalt for i tjenestetiden at have lagt an på en ny kvinde i Jægerpris. Blandt andet ved at have hevet fat i hendes hofter bagfra, klappet hende flere gange i bagdelen og aet hende på ballerne.

Og endelig er den nordsjællandske politimand tiltalt for i juni i år som privatperson at have krænket endnu en kvindes blufærdighed på en parkeringsplads i Kvistgård, hvor han ifølge anklageskriftet uden videre gav hende et hårdt kram og kyssede hende på kinden.

Det har forud fra straffesagen mod den 59-årige politiassistent fra Nordsjællands Politi ikke været muligt at få oplyst, hvordan han vil stille sig til tiltalen, når han torsdag står tiltalt ved byretten i Hillerød.

Men da retssagen ifølge anklageskriftet efter planen som foregå som en domsmandssag, tyder det på, at han ikke har i sinde at erkende sig skyldig.