Den drabstiltalte raket- og ubådsbygger Peter Madsen kan have ladet sig inspirere af Amagermanden til at plante falske spor i sagen om Kim Walls død. Den teori fremlagde Jakob Buch-Jepsen onsdag i Københavns byret, hvor han spurgte indgående ind til Peter Madsens interesse for Amagermanden.

Da Peter Madsen om morgen 11. august skilte sig af med Kim Walls ligdele, smed han også en række andre genstande over bord.

Et topnøglesæt, Kim Walls tøj, en sav og nogle remme blev smidt i Køge Bugt, og hverken Peter Madsens eller Kim Walls mobiltelefon er aldrig blevet fundet.

LÆS OGSÅ: Forsvarers billede af Peter Madsen: Han er en forretningmand med mange damer

Men flere af Kim Walls ejendele valgte Peter Madsen at beholde ombord på UC3 Nautilus. Kim Walls strømpebukser, hendes iturevne trusser og hendes kladdehæfte befandt sig stadig ombord, da politiet hævede ubåden fra havets bund og tømte den for vand. Onsdag borede anklager Jakob Buch-Jepsen dybt i årsagen til, at Peter Madsen valgte at beholde disse genstande.

»Beholdt du hendes trusser og strømpebukser som en slags trofæ,« spurgte anklageren under den fortsatte afhøring af ubådsbyggeren.

Det afviste Peter Madsen pure.

»Jeg er ikke psykopat og tænker ikke på den måde,« svarede han.

Forsvarer Betina Hald Engmarks ved Københavns Byret.
Forsvarer Betina Hald Engmarks ved Københavns Byret. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Peter Madsen erkendte til gengæld at have haft to bøger om en anden berygtet dansk dobbeltmorder og serievoldtægtsmand liggende i sit værksted.

I hangaren på Refshaleøen, hvor Peter Madsen byggede sine raketter, havde han hele to bøger om Amagermanden.

LÆS OGSÅ: Derfor var Kim Walls forældre ikke til stede under retssagen

De to bøger er Bent Isager-Nielsens bog 'Man jager et bæst og fanger et menneske' og Ove Dahls bog 'Nye sager', der er skrevet i samarbejde med journalisten Stine Bolther.

Begge bøger omhandler Amagermanden og hans forbrydelser.

Forsøgte at plante beviser

Amagermanden er identisk med Marcel Lychau Hansen, der i 2011 blev idømt livstid for to drab og seks voldtægter.

Det første drab var et rovmord begået 1987 på 73-årige enkefrue Edith Louise Andrup i hendes lejlighed i Valby.

Det næste drab blev begået mod den 40-årige skolelærer Lene Buchardt Rasmussen i 1990 på Kalvebod Fælled.

Amagermanden, Marcel Lychau Hansen.
Amagermanden, Marcel Lychau Hansen. Foto: Privat
Vis mere

Herudover blev Marcel Lychau Hansen dømt for seks voldtægter, hvoraf de fire blev begået på samme nat i 1995, da han brød ind i en villa på Amager. Her bagbandt og voldtog han to piger på 14 år, en pige på 15 år samt en kvinde på 23 år. De to andre voldtægter blev begået i 2005 og 2010.

LÆS OGSÅ: Peter Madsen i retten: Derfor rejste jeg til Spanien - 'der var et mystisk, men også meget spændende projekt'

Marcel Lychau Hansen blev fældet på DNA-beviser, og efter dommen fik politiet kendskab til, at Marcel Lychau Hansen forsøgte at plante falske spor, der skulle så tvivl om bevisernes gyldighed.

Fra sin fængselscelle smuglede han sæd, spyt og hår pakket ind i plastikdutter ud til sin søn. Han opfordrede sønnen til at overfalde en tilfældig kvinde og anbringe DNA-materialet på vedkommende.

På den måde ville han overbevise politi, dommere og offentlighed om, at der gik en mand rundt derude med den samme DNA om ham selv.

Falske spor?

Onsdag spurgte Jakob Buch-Jepsen direkte Peter Madsen, om det var hans plan, at lede politiet på vildveje ved at plante spor af Kim Wall.

Anklager Jakob Buch-Jepsen ved Københavns Byret.
Anklager Jakob Buch-Jepsen ved Københavns Byret. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»Der var også stadig et kladdehæfte fra Kim Wall i ubåden. Gemte du også det, for at plante nogle spor på Refshaleøen, hvor du oprindeligt forklarede, at du havde sat hende af. Som det måske var tilfældet med trusser, nylonstrømper og hårrester?« spurgte anklageren.

»Nej,« lød svaret fra den tiltalte.

»Har du interesseret dig for Amagermanden?«

»Ikke specielt. Jeg har kunnet følge med i dokumentarudsendelser fra cellen. Jeg har ikke fundet Amagermanden specielt interessant. Men det er rigtigt, at jeg havde en bog om ham på mit værksted.«

»Var du bekendt med, at Amagermanden forsøgte at plante falske spor?«

»Jeg er rimelig velorienteret om mange ting - blandt andet også, hvad man kan med moderne dna-teknologi i dag.«

LÆS OGSÅ: Peter Madsen læste om Amagermanden før sejladsen med Kim Wall

Peter Madsen er tiltalt for drab, seksuel mishandling og usømmelig omgang med lig begået mod den svenske journalist, Kim Wall.

Anklageren mener at Peter Madsen dræbte Kim Wall bevidst, muligt ved kvælning eller halsoverskæring og som led i en seksuel handling.

Peter Madsen nægter sig skyldig i drab og mishandling. Han hævder, at Kim Wall døde af iltmangel som følge af CO2-ophobning ombord på undervandsbåden UC3 Nautilus.

LÆS OGSÅ: Peter Madsens forsvarer: Det foregik der i sidelokalet - mens retten måtte vente

Peter Madsen erkender dog, at have parteret Kim Walls lig og at have påført liget læssioner med 50 centimeter lange tilspidsede skruetrækkere.

Herunder kan du læse, hvordan onsdagens retssag foregik minut for minut: