40-årige Tine Rømer Holtegaard blev 8. oktober sidste år stukket ihjel i sit hjem i den nordjyske stationsby Kvissel. Ved retten i Hjørring er hendes 16-årige datter LB og datterens 29-årige ven BMA tiltalt for drabet. Onsdag formiddag har anklageren og forsvarerne procederet i sagen.

Retssagen mod de to tiltalte begyndte mandag i sidste uge, og de har fra retssagens begyndelse været rygende uenige om, hvem der stod bag 40-årige Tine Rømer Holtegaards død.

Den 29-årige BMA havde inden retssagen erkendt at have stukket den 40-årige kvinde ihjel. Det gjorde han ved indenretlige afhøringer og til en påvisning med politiet, og her havde han forklaret, at LB skulle have ført hans hånd og fortalt, hvordan han skulle stikke den 40-årige mor til tre.

Den forklaring trak BMA dog tilbage i retten. Han har begrundet den falske forklaring med, at han er bange for den 16-årige LB og de indvandrerbander, hun angiveligt skulle have kontakt med - derfor løj han i den første forklaring til politiet.

LB har derimod forklaret, at det er BMA, der slog hendes mor ihjel, fordi moren ikke ville have, at de to tiltalte så hinanden. Tine Rømer Holtegaard var angiveligt skeptisk over datterens forhold til den noget ældre, udenlandske mand.

LB's tvillingesøster afgav vidneforklaring i retten i sidste uge, og hun fortalte om et betændt forhold mellem hendes mor og søster. Tine Rømer Holtegaards enkemand har også vidnet i retten, og han har bl.a. kaldt sin steddatter for 'fuld af løgn'.

Til onsdagens retsmøde gjorde anklager Karina Skou, LB's forsvarer Aksel Groth og BMA's forsvarer Mads Kjær Jensen hver især status over de tekniske beviser, de tiltaltes modstridende forklaringer samt de mange vidneforklaringer i de afsluttende procedure.

Anklager Karina Skou vil have begge de tiltalte dømt for drabet, og hun lagde i sin procedure vægt på de tiltaltes skiftende og modstridende forklaringer, som de tiltalte ofte selv ikke har kunne holde styr på gennem retssagen. Samtidig mente hun, at retten skulle lægge særlig vægt på den forklaring, som BMA tidligere har afgivet til politiet og ved et indenretlig forhør.

Derudover er der flere tekniske beviser i sagen - f.eks. telefonopkald, fingeraftryk og blodspor - der belaster begge de tiltalte, sagde anklager Karina Skou.

LB's forsvarer, Aksel Groth, mente omvendt, at det kun er BMA, der haft motiv til at slå Tine Rømer Holtegaard ihjel, fordi hun var imod, at BMA og LB var sammen.

Aksel Groth mente heller ikke, at LB's skiftende forklaringer og det faktum, at hun i retten har haft store huller i hukommelsen i forhold til, hvad der skete på selve drabsaftenen, skulle ligge hende til last. Det skal ses i lyset af, at LB var chokeret over drabet på sin mor. At hun først i retten har anklaget BMA for drabet skyldes, at det først efterfølgende er gået op for hende, at han slog moren ihjel, forklarede LB's forsvarer.

Omvendt mente Mads Kjær Jensen, BMA's forsvarer, at hans klient skulle frifindes. BMA har i retssagen forklaret, at han blev ringet op af LB på drabsaftenen, hun bad ham komme ud til huset i Kvissel, hvor hun her brød sammen og indrømmede, at hun havde slået sin mor ihjel.

At BMA tidligere har erkendt drabet over for politiet skulle retten se bort fra, mente Mads Kjær Jensen. Tilståelsen kunne bl.a. bunde i, at BMA har PTSD efter ophold i flygtningelejre, og han derfor følte sig presset til at vedgå sig drabet, sagde hans forsvarer. Desuden er der intet i BMA's forklaring i retten, der direkte modstrides af de tekniske beviser, mente Mads Kjær Jensen.

Det er nu op til dommerne og nævninge at vurdere hvilken af de tre forklaringer, de finder mest troværdig. Der er skyldkendelse i sagen torsdag klokken 13. En eventuel dom bliver dog først afsagt mandag 14. september.