Anklagemyndigheden fik stort set medhold i alle punkter i sagen mod Philip Patrick Westh, der fredag blev idømt fængsel på livstid for blandt andet drabet på Emilie Meng.

Specialanklager Susanne Bluhm er da også godt tilfreds.

»Jeg er meget tilfreds med, at dommen stort set følger anklageskriftet,« siger hun.

At dommen blev livstid og ikke forvaring, finder specialanklageren også godt.

Specialanklager Susanne Bluhm er godt tilfreds med, at den 33-årige Philip Patrick Westh nu er blevet idømt fængsel på livstid. 
Specialanklager Susanne Bluhm er godt tilfreds med, at den 33-årige Philip Patrick Westh nu er blevet idømt fængsel på livstid.  Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Livstid er rettens strengeste straf, og det er den rigtige straf i denne sag,« siger Susanne Bluhm, der også glæder sig på andres vegne.

»Det er rigtig vigtigt for familien og hele lokalsamfundet at få sat et foreløbigt punktum i den sag,« siger hun. 

Dommen er dog med det samme blevet anket til landsretten af den tiltalte.

»Det er rigtig dejligt at have fået sat et foreløbigt punktum i første instans,« siger Susanne Bluhm.

Specialanklageren bekræfter, at der nu også vil blive kigget nærmere på den efterforskning, der har været megen kritik af.

»Der vil efterfølgende komme et forløb, hvor der vil blive redegjort for, om der er begået fejl i efterforskningen,« siger hun. 

På det personlige plan har sagen været hård for specialanklageren.

»Jeg tror, at alle der har været involveret - både politi og anklagemyndighed - har været påvirkede. Men når vi står i retten, er det som professionelle aktører,« siger hun

I sin procedure fredag formiddag sagde anklageren Thea Høst, der har kørt sagen sammen med Susanne Bluhm:

»Det er min opfattelse, at der selvfølgelig ikke kan blive tale om tidsbestemt straf. Hvis man skal have tidsbestemt straf, er det maksimalt 16 år. I denne sag vil straffen langt overstige fængsel i 16 år.«

Philip Patrick Westh er kendt skyldig i at have forsøgt at udsætte 17-årige Emilie Meng for langvarig frihedsberøvelse natten til 10. juli 2016, forsøgt at voldtage hende samt i at have dræbt hende og placere hendes lig i en sø i Regnemarks Bakke ved Borup på Sjælland.

Her blev det fundet i december samme år.

Han er også kendt skyldig i vold og trusler mod en 15-årig efterskoleelev i Sorø i 2022. Også hun blev udsat for forsøg på langvarig frihedsberøvelse og voldtægt, har retten afgjort.

Han er ligeledes kendt skyldig i sidste år i april at have bortført en 13-årig pige i Kirkerup nær Slagelse. Hun var langvarigt frihedsberøvet og blev over et døgn udsat for grove voldtægter og vold.

Philip Patrick Westh forsøgte desuden at slå den 13-årige ihjel, hvilket dog mislykkedes, fordi politiet nåede at anholde ham og befri pigen.

Andre læser også