Lars Findsen har været sigtet i næsten fem måneder for at have lækket statshemmeligheder. Dommer lukker døre.

Forsvarerne for den sigtede spionchef Lars Findsen må ikke udlevere breve fra anklagemyndigheden om sagen til deres klient.

Den beslutning fra anklagemyndigheden protesterer forsvarerne imod i et retsmøde i Københavns Byret fredag.

Emnet er et af flere, som er indbragt for retten, hvor en dommer skal træffe afgørelse om efterforskningen.

Snart er det fem måneder siden, at den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste blev anholdt af betjente fra PET. Det skete i Københavns Lufthavn, da han netop var kommet hjem efter en rejse til Nordmakedonien.

Lars Findsen er sigtet for i ni tilfælde at have overtrådt en sjældent anvendt bestemmelse i straffeloven. Findsen, der i sin karriere også har været chef for Politiets Efterretningstjeneste, beskyldes for at have lækket statshemmeligheder.

I 70 dage sad Lars Findsen varetægtsfængslet, inden Østre Landsret midt i februar besluttede at løslade ham.

Sigtelserne holdes fortsat hemmelige, og også fredagens diskussion om efterforskningen lukker dommeren ned for. Ligesom tidligere følger hun en opfordring fra vicestatsadvokat Torben Thygesen, der blandt andet har henvist til statens forhold til fremmede magter.

Derimod kan Lars Findsens forsvarere ikke se meningen med eller behovet for hemmelighedskræmmeriet.

- Hvordan kan man hævde, at processuelle problemstillinger kan bringe statens sikkerhed i fare? Det er helt uforståeligt, siger den ene, advokat Lars Kjeldsen.

Ifølge vicestatsadvokaten skal dommeren tage stilling til i alt tre forskellige emner, som der er opstået uenighed om.

Inden dørlukningen oplyser Lars Kjeldsen i retsmødet, at det ene drejer sig om, hvorvidt forsvarerne må udlevere anklagemyndighedens breve til Lars Findsen. Og at et andet handler om adgang til sagens materiale.

Efter godt to timer er retsmødet forbi. Byretten oplyser, at dommeren vil træffe afgørelse på et senere tidspunkt.

Sagen har vakt stor opsigt. Den trækker formentlig tråde tilbage til en mistanke hos Tilsynet med Efterretningstjenesterne om, at der måske var sket ulovlig overvågning i Forsvarets Efterretningstjeneste.

Men i december konkluderede tre dommere i en undersøgelse, at der ikke var noget at bebrejde Lars Findsen.

Inden da havde den usædvanlige beskyldning mod efterretningstjenesten for at give informationer til USA om danske borgere fået stor omtale i flere medier.

Og det er muligvis netop denne offentlige omtale, som sigtelserne mod Lars Findsen drejer sig om. Den formodning har i hvert fald Justitsministeriets tidligere departementschef, Michael Lunn, luftet i et indlæg i Politiken. Her kaldte han håndteringen af sagen for uforståelig.

/ritzau/