Anklagere skal føre flere sager med krav om dobbelt straf
Efter afgørelse i Højesteret reagerer justitsminister Nicolai Wammen (S) med ændring af straffeloven.

Efter afgørelse i Højesteret reagerer justitsminister Nicolai Wammen (S) med ændring af straffeloven.

Anklagere skal fremover have lettere ved at føre bevis for, at et overfald eller en anden lovovertrædelse er sket som led i et opgør mellem grupperinger.
Derfor skal den såkaldte bandeparagraf i straffeloven ændres, lyder det i et lovforslag fra justitsminister Nicolai Wammen (S).
Konsekvensen vil være, at flere kan få en straf, som er dobbelt så høj som normalt.
Initiativet indgår i et lovforslag på 162 sider, og som mandag er blevet sendt i høring.
Det vil sige, at advokater, dommere og andre får mulighed for at give deres kommentarer, inden politikerne på Christiansborg går i gang med at vurdere sagen.
Den foreslåede ændring af straffeloven skyldes blandt andet, at anklagemyndigheden i flere sager er løbet ind i modvind i retssystemet.
Således opgav anklagemyndigheden i januar 2025 at få et medlem af Hells Angels dømt efter bandeparagraffen i en sag om besiddelse af en pistol.
Tilbagetoget skyldtes en afgørelse fra Højesteret, som havde givet mandens forsvarer, advokat Peter Secher, medhold i, at han skulle have adgang til politiets underliggende materiale, som førte til en konklusion om, at der bestod en konflikt mellem Hells Angels og Loyal To Familia.
Men anklagemyndigheden ville ikke ud med materialet. Det ville kompromittere andre efterforskninger og ville kunne bringes personers liv og sikkerhed i fare, hed det.
- Det er godt nyt for retsstaten, udtalte en tilfreds forsvarer efter Højesterets kendelse.
I mandagens lovforslag ses reaktionen. Straffelovens bandeparagraf skal ændres.
Målet er, at anklagemyndigheden i "højere grad end i dag vil kunne løfte bevisbyrden for, at en given lovovertrædelse er omfattet af bestemmelsen, uden at det er nødvendigt, at der fremlægges de såkaldte konfliktrapporter (dokumentationsrapporter)", hedder det.
Nogle sproglige justeringer af paragraffen sikrer også, at "kriminelle familier" inddrages.
Politiets dokumentationsrapporter om konflikter og personer i de kriminelle grupper - og familier - skal fremover i mindre grad være nødvendige at bringe frem i lyset for at løfte bevisbyrden.
I stedet skal betingelserne mere handle om nogle objektivt konstaterbare forhold, står der i Justitsministeriets bemærkninger til lovforslaget.
RITZAU