»Jeg tør næsten ikke tænke tanken til ende. Men det er vi nødt til i den her helt usædvanlige sag.«

Det var de indledende ord fra anklager Kim Kristensen, da han torsdag ved Retten i Aalborg tog hul på sine afsluttende bemærkninger i sagen om den 27-årige nordjyde, der er tiltalt for at planlægge skoleskyderi.

I halvanden time forsøgte Kim Kristensen for sidste gang at overbevise retten om, at den 27-årige, der nægter sig skyldig, skal kendes skyldig for sine handlinger.

Han slog fast, at han er overbevist om, at den tiltalte var nået til et afgørende stadie i sin planlægning af et eller flere masseskyderier, da politiet foretog anholdelse i december 2020.

»Måske ikke dagen efter eller ugen efter. Men inden for en overskuelig periode efter anholdelsen,« sagde anklageren om det tidspunkt, han formoder, et angreb kunne have fundet sted.

Den 27-årige har i retten erkendt, at han fra 2015 til 2018 skrev et 178 sider langt manifest. Her beskrev han et ønske om at skrive sig ind i historiebøgerne som verdens værste massemorder.

Men i dag forklarer den tiltalte, at det var fantasier – og dermed ikke noget, han i dag ville føre ud i livet.

Det betvivlede Kim Kristensen i høj grad i sin procedure torsdag.

Ifølge anklageren er tiltaltes manifest et afgørende bevis for, at tiltalte var i færd med at planlægge et skoleskyderi. Tiltalte har blandt andet skrevet, at angrebet skulle finde sted 24. august 2018.

Anklageren gennemgik desuden en lang række punkter, der, ifølge ham, taler for, at tiltalte skal dømmes skyldig. Tiltalte havde tilegnet sig skydefærdigheder, købt våben og taktisk beklædning samt foretaget rekognoscering af flere skoler.

Ifølge anklageren kan man altså sætte flueben ud for alle punkter, der tydeliggør, at tiltalte ikke havde opgivet planen om et masseskyderi i 2018, som tiltalte hævder.

Tiltaltes digitale færden viser også, at han fortsatte sin research på oplysninger om ringetider og skoleskemaer for en række skoler og uddannelsesinstitutioner frem til 2020, mener anklageren.

Forklaringen er altså utroværdig, mener Kim Kristensen.

Det var planen, at forsvarer Ulrik Andreas Henriksen også skulle have indledt sine afsluttende bemærkning. Men på grund af et skred i tidsplanen er det nu udsat til på mandag.

Den 27-årige er erklæret sindssyg i en mentalundersøgelse og kan således ikke idømmes fængsel. Anklageren går efter anbringelse på en psykiatrisk afdeling.