Gult kort til fire unge fra Somalia og Irak efter planlagt angreb på politiet i Vollsmose i Odense.

Odense: De unge, der angreb politiet i Vollsmose i Odense med sten og brandbomber, har fået et klart signal med tirsdagens dom, mener anklageren i sagen.

- Anklagemyndigheden har med stor tilfredshed modtaget Retten i Odenses dom, siger Denise Bern Hansen fra Fyns Politi.

Otte unge er hver idømt fængsel i otte måneder. Fire med udenlandsk baggrund er desuden idømt en såkaldt betinget udvisning.

De dømte er i alderen fra 15 til 18 år og overfaldt flere patruljevogne i juni sidste år. De kastede med sten, flasker og brandbomber ved episoden, som ifølge retten var planlagt.

- Dette er på enhver måde grænseoverskridende og udtryk for en helt uacceptabel adfærd, lyder det fra anklager Denise Bern Hansen.

Hun havde bedt om udvisning af fire unge fra Somalia og Irak. Men det afviste retten, fordi det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. De har levet i Danmark i næsten hele deres liv og har ingen tilknytning til de to lande.

- Man kan stille det spørgsmål, om sådan en opførsel ikke bør indebære et rødt kort fra det danske samfund.

- Når det er sagt, skal det selvfølgelig tages med i betragtning, at de pågældende alle er født eller kommet til landet som helt små med deres familier. Under disse omstændigheder er jeg tilfreds med, at de er idømt betinget udvisning, udtaler anklageren i en pressemeddelelse.

Overfor Ritzau tilføjer hun, at det har været en svær afvejning for retten. Retten har fastsat en prøvetid på to år. Den indebærer, at de risikerer at blive stillet over for et nyt krav om udvisning, såfremt de i perioden begår ny alvorlig kriminalitet.

På spørgsmålet om, hvorvidt de unge har forstået det klare signal, siger hun:

- Det ved jeg ikke noget om.

/ritzau/