Statsadvokaten kræver sexmonster idømt den hårdest mulige straf

25-årige BN, der mandag middag blev kendt skyldig i 13 af de 22 forhold om sexkrænkelser mod børn, vil senere i dag få sin straf. 

Derfor har anklager Dorthe Sørensen lige nu indtaget talerstolen i retten i Sønderborg, hvor hun er gået i gang med sin afsluttende procedure. 

- Høje ret. I har dømt BN for nogle af de groveste forhold mod ni forskellige piger, og skal nu tage stilling til strafudmåling. Jeg mener BN skal idømmes forvaring, indledte hun sin procedure.



En forvaringsstraf er en tidsubestemt straf, og er den strengest mulige straf, som BN kan idømmes. Anklageren lægger i sit strafkrav vægt på, at en mentalundersøgelse viser, at hans farlighed vurderes mellem moderat og høj, og at der er risiko for at han begår ny lignende kriminalitet. Retslægerådet anbefaler derfor, at han idømmes en forvaringsstraf.
 
BN blev nemlig også sidste år idømt fængselsstraf i byretten for at have voldtaget børn, og flere af de overgreb han nu igen er dømt for foregik, mens han ventede på ankesagen ved landsretten. Dengang vurderede man dog ikke, at han var så farlig, at han skulle have været varetægtsfængslet.

Det mener retslægerådet dog nu. Og derfor er anklageren ikke i tvivl. 

- BN er farlig, for når ikke engang en dom her i retten kunne ændre hans adfærd, men tværtimod er overgrebene blevet grovere og hyppigere, og hvis ikke han var blevet varetægtsfængslet i forbindelse med denne sag, så er det nærliggende at tænke på, at overgrebene var fortsat, siger hun, og mener, at denne fare gør, at han skal bures inde på ubestemt tid. 

Vælger dommere og nævninge ikke at tage forvaringsstraffen i brug, kræver anklageren alternativt en straf på mindst otte års fængselsstraf.

Mens BN i dag blev frikendt for seks forhold og kendt delvis skyldig i yderligere tre forhold så blev han blandt andet kendt skyldig i at have voldtaget en 16-årig hjerneskadet pige, og for at have haft samleje med en 13-årig flere gange. 

Straffen udmåles senere i dag. Bt.dk følger sagen.