Beviserne mod den 47-årige ubådskaptajn er overvældende, mener anklager - selv uden nøjagtig dødsårsag.

København. Den erfarne specialanklager Jakob Buch-Jepsen har aldrig tidligere stået over for en tiltalt med så lav troværdighed som Peter Madsens.

Det siger han i forbindelse med sin procedure mandag i Københavns Byret.

- Vi har fået den ene løgnagtige forklaring efter den anden, og i takt med at beviserne er dukket op, har han igen ændret forklaring, siger Buch-Jepsen.

Han henviser til, at ubådskaptajnen i første omgang hævdede, at han om aftenen 10. august satte svenske Kim Wall af på Refshaleøen i København.

Herefter var budskabet, at Wall under turen i den hjemmebyggede ubåd fik en tung luge i hovedet, og at hun døde af kraniebrud.

Da hovedet nogen tid efter dukkede op i havet, var der imidlertid ingen tegn på sådanne skader, og derfor sadlede Madsen om på ny.

- Det er løgn fra ende til anden, og det understøttes af mentalerklæringen, der siger, at den tiltalte er en patologisk løgner. Madsens troværdighed er ikke bare lav. Den er ikkeeksisterende, siger Jakob Buch-Jepsen.

I det hele taget er det anklagerens opfattelse, at beviserne mod ubådskaptajnen er overvældende - også selv om retsmedicinerne ikke med sikkerhed har konstateret nogen nøjagtig dødsårsag.

På trods af den usikre dødsårsag hælder anklageren til, at Wall fik halsen skåret over.

Det sker med henvisning til skader på den dræbtes hals, ligesom Madsen i timerne inden sejladsen med Wall så en film på sin telefon, hvor en kvinde får halsen skåret op, mens hun ligger og raller.

- Den film viser lige nøjagtigt, hvad Kim Wall har været udsat for, siger Jakob Buch-Jepsen.

Ud over Madsens interesse for mishandling og drab på kvinder harmonerer hans forklaring skidt med skaderne på Walls krop.

Den tiltalte hævder, at han først syv timer efter Walls død parterede liget. Men retsmedicinerne finder det langt mere sandsynligt, at den unge journalist blev stukket, mens hun fortsat var i live, og at 14 stik i underlivet dermed udgør en seksuel mishandling.

- Der er objektive konklusioner, der viser, at hun er påført stik umiddelbart efter eller samtidig med dødens indtræden. Det er skræmmende, men sandt, siger Jakob Buch-Jepsen.

Hertil kommer, at mærker på Walls krop samt stropper fundet i ubåden peger på, at hun har været bundet, mens mishandlingen stod på.

- På storskærm har jeg vist, at der er tydelig overensstemmelse mellem mærkerne og stropperne. Kan det være mere tydeligt, at Kim Wall har været spændt fast til rørene i ubåden?, spørger Buch-Jepsen retorisk.

Også beviserne for, at forbrydelsen var planlagt, forekommer ifølge anklageren åbenlys.

- Fukssvans, tilspidsede skruetrækkere og rørstykker blev kun taget med i ubåden, fordi han havde planlagt at plage sit offer i ubåden med disse ting, siger Jakob Buch-Jepsen.

Anklagemyndigheden mener, at forbrydelsen skal straffes med fængsel på livstid. Dommen ventes på onsdag.

/ritzau/