Politiet på Bornholm har anholdt en person, og sagen er efter anklagemyndighedens opfattelse af en sådan karakter, at den anholdte bør spærres inde under politiets efterforskning.

Men hvad sagen nærmere drejer sig om, ønsker Bornholms Politi foreløbig ikke at oplyse.

Politikredsen oplyser til Ritzau, at anklagemyndigheden vil komme med en begæring om dobbeltlukkede døre ved det grundlovsforhør i sagen, som afholdes i Retten på Bornholm mandag eftermiddag.

Lukkede døre er forholdsvis almindeligt og betyder, at de foreløbige oplysninger fra politiets efterforskning ikke bliver fremlagt i et offentligt retsmøde.

Men sigtelsen - altså den konkrete mistanke, som politiet efterforsker - læses normalt op i et åbent retsmøde. Først derefter vil anklageren - eller forsvareren - komme med sin begæring om lukkede døre.

Indimellem ønsker anklagemyndigheden, at sigtelsen ikke kommer frem, og anmoder derfor retten om at lukke dørene allerede inden oplæsningen af denne. Det er det, som kaldes dobbeltlukkede døre.

Det kan kun ske, når det har afgørende betydning for politiets efterforskning eller har betydning i forhold til fremmede magter.

Ifølge Ritzaus oplysninger drejer sagen sig imidlertid om narkotikakriminalitet.

Retten på Bornholm oplyser, at mandagens retsmøde er sat til at gå i gang klokken 13.00.

RITZAU