En vanvittig handling, siger forsvarer, såfremt hans statsløse klient udvises for nye trusler om terror.

København: Selv om Højesteret tidligere har afvist at udvise en statsløs mand for trusler om terror, har en anklager mandag på ny rejst påstanden i Retten på Frederiksberg.

Her er den 32-årige atter fundet skyldig i trusler om terror i e-mails, breve og på Facebook. "Mit hjerte banker af lyst til at henrette en af Allahs fjender," skrev han for eksempel.

Manden er sindssyg. Han blev født i Sovjetunionen og tilbragte lidt af barndommen i Georgien og Ukraine, inden han kom til Danmark som niårig.

Som nævnt undgik han i den tidligere sag om terror at blive smidt ud af Danmark. Højesteret slog fast, at det ikke er sikkert, at han i Rusland vil kunne få den rette behandling.

Men onsdag rejser anklager Anders Larsson altså kravet igen.

- Det er, fordi der kan gå lang tid mellem en dom til udvisning og til beslutningen om udsendelse. Det kan være, at han får det bedre, siger anklageren.

Den 32-årige er statsløs.

- Jeg ved ikke, hvad modtagerlandet er. Enten Rusland, Ukraine eller Georgien, siger anklageren til nævninger og dommere.

- Der er ikke særligt meget, der binder den tiltalte til Østeuropa, erkender Anders Larsson. Mandens søster og mor bor her.

Derimod appellerer forsvareren om at lade den tiltalte blive i Danmark.

- Det vil være en vanvittig handling at sende ham ud af landet til en uvis skæbne. Selv om han taler en smule russisk, vil han ikke kunne begå sig, siger advokat Peter Hjørne.

Iført sort fleecejakke, stribet skjorte og cowboybukser får den 32-årige også ordet.

- Det er jo på grund af min sygdom, at vi sidder her i dag, ikk? Det er et dobbeltspil. Jeg skal ikke straffes, men alligevel skal jeg udvises, siger han.

Retten skal vælge mellem en dom til behandling eller en anbringelsesdom. En mentalerklæring fortæller, at den 32-årige er optaget af ekstreme religiøse tanker. Han har kredset om at blive martyr, har talt meget om terroren i Boston og betegnes som yderst farlig.

- Jeg siger ikke, at han går ud og dræber nogen, men jeg siger bare, at der en risiko for, at det kan ske, siger anklager Anders Larsson.

Omvendt lægger advokat Hjørne vægt på, at hans klient ikke har "skudt mod nogen eller begået voldelige handlinger."

Retten træffer afgørelse onsdag eftermiddag.

/ritzau/