Tidligere bandemedlem er fundet skyldig i drab på 30-årig mand på parkeringsplads ved Randers Regnskov.

Et 37-årigt tidligere bandemedlem er ved Retten i Randers fundet skyldig i at have skudt og dræbt en 30-årig mand. Anklager mener, at drabsmanden skal have en dom på 20 års fængsel.

Drabet fandt sted på parkeringspladsen ved Randers Regnskov to dage før juleaften sidste år.

Offeret blev skudt i højre øje med en halvautomatisk Glock 9-millimeterpistol.

Politiet iværksatte en storstilet jagt efter gerningsmanden, som blev anholdt to dage senere i den tyske delstat Slesvig-Holsten.

Med i flugtbilen var to personer, en 19-årig mand og en 39-årig kvinde.

De to er begge fundet skyldige i at have medvirket til at transportere drabsvåbnet.

Det tidligere bandemedlem har i retten erkendt at have udløst det dræbende skud.

Manden havde ikke noget personligt udestående med den dræbte. Han kendte ham ikke engang, har han forklaret.

Men han var mødt op på vegne af den 19-årige for at rode ham ud af en gældsklemme.

Drabsmanden har forklaret, at han greb pistolen og skød, fordi han troede, at modparten var på nippet til at trække en pistol.

De to øvrige tiltalte har forklaret, at de var blevet truet til at tage med på flugten ud af Danmark og til Tyskland.

Det argument har retten afvist. De havde flere muligheder for at forlade flugtbilen undervejs fra Danmark til Tyskland, lyder det i rettens kendelse.

Anklager og forsvarere skal nu procedere for, hvilken straf der vil være passende til de tre tiltalte.

Anklager Birgitte Ernst argumenterer for, at en særlig paragraf i straffeloven - 81B - skal bringes i spil. Det er en paragraf, som blev indført i forbindelse med skærpede straffe for bandemedlemmer.

Den betyder, at besiddelse af skydevåben på et offentligt sted kan udløse en ekstra straf på op til det halve af den straf, der ellers var tiltænkt.

Det er ifølge anklageren første gang, at bestemmelsen tages i brug i forbindelse med en drabssag.

- I skal skrive retshistorie i dag, siger Birgitte Ernst til de seks nævninger og tre juridiske dommere.

Hun kræver således 20 års ubetinget fængsel til drabsmanden.

- Det er det ultimative personangreb - et nærskud i ansigtet på et sagesløst offer.

- Der tale om skyderi på åben gade i landets sjettestørste by. Det finder sted på en offentlig parkeringsplads lige over for McDonald's, siger Birgitte Ernst.

Der er ifølge anklageren lige præcis sådanne omstændigheder, som lovgiverne har haft i tankerne, da man lavede bestemmelsen om strafskærpelsen.

Udover 20 års fængsel til hovedmanden kræver hun tre års ubetinget fængsel til de to ledsagere i bilen.

Retten ventes at afsige dom senere på dagen.

/ritzau/