Timelang voldsudøvelse mod 45-årig mand havde ifølge anklager karakter af decideret mishandling.

Specialanklager Mette Bendix kræver 16 års fængsel til et tidligere kærestepar, der onsdag er kendt skyldig i at have røvet og dræbt en 45-årig mand.

Udgangspunktet er 12 års fængsel for drab, men det rækker ifølge anklageren ikke i den aktuelle sag.

- Det har været et timelangt forløb af vold og brutalitet. Det har haft karakter af decideret mishandling, siger anklageren.

Retten i Aalborg har tidligere på dagen fundet den 23-årige kvinde og den 36-årige mand skyldige i at have dræbt og frarøvet den 45-årige 10.000 kroner.

Pengene blev overført af offeret via Mobile Pay til den 23-årige kvinde.

Manden blev i april sidste år fundet dræbt i sorte affaldssække i en lejlighed i det centrale Aalborg tilhørende den 23-årige kvinde.

Den 45-årige blev tæsket med en jernstang, stukket med kniv og injiceret flere gange med WC-rens og brintoverilte.

Til sidst fik han et bælte om halsen, som blev strammet til. Dødsårsagen var ifølge retsmedicinerne kvælning.

- Prøv at forestille jer den rædsel og frygt, offeret må have haft, mens det stod på, siger anklageren henvendt til de seks nævninger, som sammen med tre dommere skal udmåle straffen.

Alene drabet skal ifølge anklageren koste 15 års fængsel, og det skal toppes med yderligere et års fængsel for røveridelen, lyder kravet.

De to tiltalte har nægtet sig skyldige i drab, men begge har erkendt at have taget del i udøvelsen af vold mod manden.

Den 23-årige kvinde har forklaret, at hun tidligere havde et forhold til den dræbte mand.

Det var et slags sugardaddylignende forhold, hvor hun fik penge og gaver for seksuelle ydelser.

Hun har også forklaret, at hun to gange følte sig udsat for overgreb, hvor den 45-årige tvang sig til sex med hende mod hendes vilje.

Da kvindens kæreste - den 36-årige mand - hørte om forholdet, fik det ham til at gå amok, har kvinden hævdet.

Den 36-årige har erkendt at have udøvet vold, men han har forklaret, at det var kvinden, som strammede bæltet om halsen på manden.

Som den eneste beder den mandlige tiltalte om ordet, inden dommere og nævninger trækker sig tilbage for at votere.

Her kommer han med en uforbeholden kærlighedserklæring til den medtiltalte.

De to har gennemgået en mentalundersøgelse, som slår fast, at de begge er normalt begavet.

Udover fængsel kræver anklageren den 36-årige mand frakendt retten til at virke som dørmand.

De tiltaltes forsvarsadvokater gør gældende, at straffen ikke bør overstige 12 års fængsel.

Retten afgør sagen senere på dagen.

/ritzau/