Ledende anklager i Københavns Politi slår fast, at der er tale om meget alvorlige anklager mod 21-årig bilist.

- Der er tale om meget alvorlige sigtelser.

Sådan siger en ledende anklager i Københavns Politi fredag eftermiddag efter et retsmøde på Frederiksberg.

Her er en ung bilist blevet varetægtsfængslet for i onsdags at have kørt et femårigt barn ihjel, mens han var påvirket af lattergas og muligvis hash.

Advokaturchef Kristian Kirk bliver af pressen bedt om at forholde sig til, om sagen er et eksempel på vanvidskørsel.

- Det vil nogle jo nok mene. Men det er ikke en juridisk term, som vi bruger, siger Kristian Kirk.

Han tilføjer, at det er en vanvittig tragisk sag.

Ulykken skete, da en 21-årig mand fra en sidevej pludselig kørte tværs over Peter Bangs Vej i Valby. Her ramte bilen barnet og hendes mor.

Spørgsmålet til anklageren stilles, fordi justitsminister Nick Hækkerup (S) torsdag morgen var ude med en hurtig reaktion på ulykken, der skete onsdag eftermiddag.

I en udtalelse i anledning af ulykken og inden de nærmere omstændigheder var kendt, gjorde han opmærksom på kommende lovgivning mod vanvidsbilisme.

"Min dybeste medfølelse og varmeste tanker går til den familie, der på den mest tragiske og fuldstændig meningsløse vis mistede en lille femårig pige", hed det i en mail fra Justitsministeriet.

Ministeren kaldte i øvrigt gerningsmanden en kryster og udtrykte en forventning om, at gerningsmanden kunne blive retsforfulgt så hurtigt som muligt.

Samtidig benyttede han lejligheden til at minde om et politisk initiativ, som blev lanceret tilbage i februar.

"Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at undgå denne slags meningsløse dødsfald, og uafhængigt af denne tragiske sag vil regeringen derfor have et opgør med vanvidsbilisme", stod der i udtalelsen.

Den oprindelige plan om indsats mod vanvidsbilisme drejer sig blandt andet om skærpet straf ved høje hastighedsforseelser, kapkørsel og chikanekørsel. Desuden skal der i øget omfang kunne ske konfiskation af biler - også selv om bilen er ejet af andre.

På Twitter gjorde Københavns Politi i øvrigt opmærksom på, at der ikke var tale om ræs i forbindelse med ulykken på Peter Bangs Vej.

/ritzau/