»Enten er han verdens mest uheldige mand – eller også er han skyldig.«

Sådan lød ordene fra anklager Daniel Dokkedahl i hans afsluttende bemærkning mod manden, der onsdag sad på anklagebænken i Retten i Odense.

Den 59-årige mand sidder tiltalt i en gruopvækkende sag om overgreb på flere end 100 primært danske børn gennem forskellige chatforum og på sociale medier samt at have været i besiddelse af og delt massive mængder børnepornografi.

Selv nægter manden sig skyldig, men har erkendt at have været i besiddelse af børnepornografi ved en fejl.

Onsdag stod det dog klart, at anklageren ikke var i tvivl om mandens skyld.

»Jeg føler sjældent, jeg har stået i en straffesag med så mange beviser, hvor man stadigvæk skal argumentere for skyld – men nu fortsætter jeg for en god ordens skyld,« sagde anklageren, inden han tog en stak papirer frem.

På optagelser og skærmbilleder gik det samme klinkegulv igen. Samme skrivebord. Samme tapet. En specifik bog på skrivebordet. Et modermærke på en penis – og ikke mindst et baggrundsbillede på en computer af den tiltaltes døtre.

»Alt sammen viser sig igen hos både gerningsmanden – og hos den tiltalte. Jeg har svært ved at se, hvordan man vil opretholde, at det ikke skulle være samme sted eller samme person,« fastslog anklageren.

Den 59-årige mand har under sin forklaring holdt fast i, at han har været udsat for adskillige hackerangreb, og at det blandt andet har været årsagen til, at hans computere, telefoner og harddiske blev fyldt med børnepornografi.

»Så det skulle være en hacker, der havde præcis det samme hjem, modermærke og et billede af den tiltaltes døtre på sin computer?« fortsatte anklageren.

Manden selv rystede på hovedet flere gange under anklagerens ord, ligesom han kiggede ned på sin familie, der var mødt op i salen. Både mandens datter og kæreste afgav forklaring tirsdag, hvor det stod klart, at de mente, at manden er uskyldig.

I løbet af dagen fandt familien flere gange lommetørklæder frem og duppede tårer væk.

Det var især tilfældet, da mandens forsvarer, Andreas Peter Bruun, fik ordet.

»Det er en ulykkelig sag på alle måder. Der er ikke vindere, kun tabere – uanset udfaldet af sagen. Der er børn og unge, der har været udsat for ting, de bestemt ikke skulle have været udsat for,« startede han.

»Men der er også en tiltalt i sagen – og der er flere punkter, der taler decideret imod den tiltalte som gerningsmanden.«

Forsvareren pegede blandt andet på, at klinkegulvet og modermærket på penissen, som anklageren fremlagde som bevis, ikke kunne sættes i forbindelse med den tiltalte – ligesom at den tiltaltes IP-adresse ikke var den samme som gerningsmandens.

»Hvis I sidder med en mavefornemmelse om, at min klient har gjort det, men har en tvivl i maven, så skal I frifinde ham. Enhver rimelig tvivl skal komme den sigtede til gode,« sagde forsvareren og vendte sig mod dommerne i salen.

Anklagemyndigheden går efter en fængselsstraf på otte til ti år, mens mandens forsvarer går efter frifindelse med undtagelse af forholdet, hvor den tiltalte »ved en fejl« har været i besiddelse af børnepornografi.

Der falder dom i sagen 22. marts.

B.T. følger sagen.

Lyt til B.T.s kriminalredaktions nye podcast 'På Fersk Gerning' her (eller dér, hvor du normalt lytter til podcast):