Tre unge anklages for at have hugget en 16-årig dreng med en machete i Valby. Onsdag er sagen begyndt.

En blødende 16-årig dreng og hans lillebror dukkede en decemberaften 2021 op på dækcenteret Pit Stop på Gammel Køge Landevej i Valby.

Her søgte de tilflugt, efter at den 16-årige var blevet udsat for et groft overfald på en legeplads ved Kirsebærhavens Skole nogle hundrede meter derfra.

Tre teenagere sidder onsdag i Retten på Frederiksberg, hvor anklager Han Lam indvier nævninger og dommere i sagen.

Han fortæller, at politiet 13. december 2021 fik anmeldelser ved 19-tiden om muligt knivstik og rykkede ud til dækcenteret, hvor betjente fandt det unge offer.

- De udøvede førstehjælp for at stoppe blødningerne. Han kom på hospitalet og blev akut opereret. Han havde fået stiksår i ryggen og i baghovedet, hvor kraniet var blevet blotlagt, siger Han Lam.

Han tilføjer, at drengen var i livsfare.

Men selv om drengen altså blev fundet på dækcenteret, var det på den nærliggende legeplads, at han var blevet overfaldet.

Ifølge anklageren blev den 16-årige tildelt en skalle, så han faldt på knæ og fik hugget en machete i baghovedet. Forinden var han også blevet stukket i højre side af ryggen på legepladsen.

De tre, der nu sidder på anklagebænken, er to 16-årige og en 18-årig. De sidder roligt ved siden af deres forsvarere, mens anklageren fortæller om sagen.

Den ene 16-årige er tiltalt for drabsforsøg. Det er ham, der skal have hugget med macheten. De to andre anklages for grov vold.

Den ældste var ifølge anklageren også på stedet og talte i telefon med den anden 16-årige, som anklages for at have instrueret over telefon. Det skal have fået den 18-årige til at udbryde:

- Slå ham.

Foruden fængselsstraf går anklageren efter at få udvist de to 16-årige for bestandig.

Alle tre nægter sig skyldige og vil blive afhørt i retten i løbet af onsdag.

/ritzau/