Politiets anklagemyndighed vil ikke anke Britta Nielsens dom til Landsretten.

Dermed står dommen på seks år og seks måneders ubetinget fængsel fast. Hun er dømt for at svindle for 117 mio. kr.

Beslutningen er truffet ud fra en vurdering af, at dommen ligger på niveau med de allergroveste sager om økonomisk kriminalitet i Danmark, fortæller Kirsten Dyrman fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK).

»Vi har ikke tidligere haft en lignende sag i Danmark, men nu har vi fået rettens grundige vurdering af, hvilken straf en sådan langvarig og alvorlig forbrydelse udløser,« siger Kirsten Dyrman i en pressemeddelelse og tilføjer:

»Anklagemyndigheden forventer ikke, at landsretten vil komme frem til et markant anderledes resultat, og det er baggrunden for, at sagen ikke bliver anket.«

Med dommen kan Britta Nielsen allerede være ude af fængslet om tre år.

Hun har de sidste 15 måneder siddet varetægtsfængslet, og de måneder bliver fratrukket afsoningstiden på seks år og seks måneder.

Eftersom man normalt kan blive prøveløsladt, når man har udstået totredjedele af sin straf, kan Britta Nielsen altså være ude af fængslet om tre års tid.

Britta Nielsen under retssagen i Københavns Byret.
Britta Nielsen under retssagen i Københavns Byret. Foto: Anne Gyrite Schütt
Vis mere

Svindlen foregik ved, at hun i sit arbejde i Socialstyrelsen overførte penge fra satspuljemidler til sig selv i over 25 år.

Britta Nielsens forsvarer, Nima Nabipour, oplyste efter dommen i sidste uge, at Britta Nielsen var lettet og tilfreds og derfor ikke vil anke sagen.

»Jeg tror, det er en lettelse for Britta, at sagen er overstået. I og med vi modtager dommen, så er det et udtryk for, at min klient er tilfreds med dommen. Vi er lettede,« sagde Nima Nabipour foran Københavns Byret.

Britta Nielsen-sagen har fået stor opmærksomhed, fordi pressen har afdækket, hvordan den 65-årige kvinde og hendes tre børn har levet et liv i luksus.

Sådan så Britta Nielsen ud under et retsmøde i Sydafrika.
Sådan så Britta Nielsen ud under et retsmøde i Sydafrika. Foto: PHILL MAGAKOE
Vis mere

At Britta Nielsen og hendes børn har brugt millioner på heste, dyre biler, en ødegård i Sverige samt på ejendomme og ædelsten i Sydafrika og på ferier i bl.a. Mozambique.

Hendes tre børn skal 4. marts i retten og forsvare sig mod anklager om groft hæleri.

Til sammen har de ifølge anklagen modtaget 51 millioner kroner af deres mor.

Sønnen er desuden tiltalt for at være i besiddelse af børneporno.

Britta Nielsen og datter Samina Hayat købte et føl på hesteauktion på hestesportscentret Vilhelmsborg i 2007. Foto: Wiegaarden
Britta Nielsen og datter Samina Hayat købte et føl på hesteauktion på hestesportscentret Vilhelmsborg i 2007. Foto: Wiegaarden
Vis mere

Det er kun lykkedes politiet og kurator Boris Frederiksen at finde værdier for fem millioner kroner ud af de 117 millioner kroner, som Britta Nielsen har overført til sig selv.