Anklagemyndighed beder om seks dage til terrorretssag om tøjsalg
Anklagemyndigheden forventer at skulle bruge seks dage til retssag om fremme af terror via salg af Hamas-tøj.
Anklagemyndigheden forventer at skulle bruge seks dage til retssag om fremme af terror via salg af Hamas-tøj.
Anklagemyndigheden har bedt om at få forhåndsberammet en straffesag ved Retten i Glostrup mod en mand og en kvinde, der er sigtet for at fremme terror ved at sælge Hamas-tøj.
Forventningen er, at der skal bruges seks retsdage til sagen.
Det oplyser specialanklager Lasse Biehl fra Københavns Vestegns Politi torsdag til Ritzau.
Torsdag har der været et retsmøde i Retten i Glostrup, fordi en af de to sigtede - manden - ville løslades fra varetægtsfængslingen. Det fik han nej til, hvilket han har kæret til landsretten.
Kvinden var ikke en del af retsmødet, da hun på forhånd havde indvilget i at lade varetægtsfængslingen forlænge.
De er fængslet foreløbigt frem til 17. september, oplyser anklageren.
Retten har torsdag vurderet, at der er en begrundet mistanke om, at manden er skyldig i den rejste sigtelse, og at han på fri fod vil gentage den påståede kriminalitet eller påvirke sagens efterforskning.
Det er det grundlag, som de to sigtede hele tiden har siddet fængslet på. Begge nægter sig skyldige.
Når landsretten skal vurdere, om fængslingen skal forlænges for mandens vedkommende, vil advokat Erbil Kaya anmode om, at der sker en mundtlig behandling af det spørgsmål. Han repræsenterer den mandlige sigtede.
Selv om anklagemyndigheden nu beder byretten og sagens forsvarere om at finde datoer til at behandle en kommende retssag, er selve sagen ikke færdigefterforsket endnu.
Specialanklager Lasse Biehl kan torsdag ikke sige, hvornår han forventer, at straffesagen skal behandles i Retten i Glostrup, men retssagen er nok ikke lige om hjørnet.
Når sagen er færdig hos efterforskerne, skal den oversendes til først Statsadvokaten og dernæst Rigsadvokaten, der vurderer sagen, inden den til slut lander på justitsministerens bord.
I sager, der handler om overtrædelse af straffelovens terrorbestemmelser, er det nemlig justitsministeren, der formelt har tiltalekompetencen.
Det var om morgenen den 14. april 2026, at en mand og en kvinde blev anholdt og sigtet for at fremme terror ved at sælge tøj relateret til Hamas-bevægelsen. Tøjet blev solgt via en hjemmeside.
EU betegner Hamas som en terrororganisation.
På hjemmesiden kunne man blandt andet finde sweatshirts, T-shirts og kasketter med slagord som "Intifada", "Resistance" og "Anti Zionist Social Club".
Årstallet 1987 gik igen flere steder. 1987 var året for den første intifada, altså opstand mod den israelske besættelse af palæstinensiske områder. Det var også året, hvor Hamas blev grundlagt.
Ud over tøjartikler relateret til Hamas blev der også solgt tøj med referencer til angrebet på Israel 7. oktober 2023, som politiet betegner som et terrorangreb.
Ifølge sigtelsen var der blandt andet tøj med billeder af en afdød talsmand for Hamas og en sweatshirt med teksten "07/10/23" efterfulgt af "Two Year Anniversary. Two Years ago God shed his light upon us. Glory to our heroes, glory to their legacy" til salg.
Hjemmesiden er sidenhen blevet lukket.
RITZAU