En 34-årig mand udsatte ifølge anklagemyndigheden sin kæreste for grove voldtægter, vold og trusler.

En 34-årig mand truede i efteråret 2018 sin kæreste, der var gravid med en anden mand, med, at han ville slå både hende og deres to fælles børn ihjel, hvis hun ikke fik en abort.

Sådan lyder en af anklagerne mod manden, der er tiltalt for voldtægter, trusler samt både fysisk og psykisk vold mod kvinden.

I en periode på fire år fra december 2015 skal han ifølge anklageskriftet have udsat kvinden, som han i perioder var kæreste med, for ikke under 13 voldtægter.

Han gennemførte voldtægterne, selv om hun grædende sagde fra og fysisk forsøgte at modsætte sig ved at kradse og sparke ham. Ifølge anklageskriftet tog han kvælertag og slog hende for at få sin vilje. I mindst to tilfælde skal han have bundet hendes hænder sammen på ryggen.

Foruden voldtægterne er den 34-årige tiltalt for flere tilfælde af vold mod kvinden. Han skal angiveligt have taget kvælertag på hende, væltet hende omkuld og slået og sparket hende på kroppen og i hovedet.

Også grove og ubehagelige trusler om vold og på livet skal han have udsat kvinden for.

Foruden trusler og de fysiske overgreb mod sin kæreste er den 34-årige tiltalt for psykisk vold mod hende.

Det skal være foregået sidste år både i Danmark og på en ferierejse til Thailand.

Desuden skal han ifølge anklageskriftet have ydmyget hende offentligt samt kontrolleret hendes adfærd med mange opkald og sms'er, når hun ikke var hjemme.

Truslerne om at slå både hende og deres to fælles børn ihjel skræmte hende så meget, at hun 28. august 2018 fik foretaget en abort på Thisted Sygehus, lyder det i anklageskriftet.

Sagen mod den 34-årige bliver 26. oktober indledt ved Retten i Holstebro. Den er rejst som en nævningesag, hvilket betyder, at anklageren vil kræve en dom på mindst fire års fængsel, hvis manden kendes skyldig.

/ritzau/